DRF og DV udelukker Anders Hoeck

23-01-2026 13:17

Dansk Ride Forbund og Dansk Varmblod har netop begge offentliggjort, at de har besluttet, at Anders Uve Sjøbeck Hoeck er udelukket fra alle arrangementer i forbundenes regi i 2026. Det sker med særligt hensyn til hestevelfærd og øvrige medlemmers tryghed

Copyright Ridehesten.com
Anders Uve Sjøbeck Hoeck er blevet udelukket fra DRF og DV resten af 2026. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Ride Forbund har netop meddelt i en pressemeddelelse, at de har besluttet, at rytteren Anders Uve Sjøbeck Hoeck ikke kan erhverve rytterlicens og dermed ikke kan deltage i arrangementer i forbundets regi i 2026. Hensynet til hestevelfærd i sporten har blandt andet været afgørende for beslutningen, ligesom DRF's øvrige medlemmers tryghed ved deltagelse i DRF-relaterede arrangementer har spillet en rolle. 

Baggrunden for beslutningen kommer på baggrund af en samlet vurdering af Anders Hoecks adfærd og de konsekvenser, den har haft, herunder ganske sikkert sagen, hvor Anders Hoeck har lagt sag an mod teknisk delegerede Birgitte Tribler. 

Dansk Ride Forbund meddeler, at indenfor al ridesport skal hensynet til hesten prioriteres over alt andet, og hestens velfærd skal gå forud for avlerens, trænerens, rytterens, ejerens, hestehandlerens, stævnearrangørens, sponsorens og officials interesser og ønsker. Det er blevet tydeligt for DRF, at Anders Hoecks indstilling til dette ikke er i overensstemmelse med DRF's værdier og etiske retningslinjer. 

Dansk Ride Forbund meddeler tilmed, at de ser med stor alvor på sager, der kan skade ridesportens omdømme, skabe utryghed blandt officials og vanskeliggøre afviklingen af stævner og øvrige arrangementer. De ønsker med beslutningen at sikre hestevelfærden i sporten, beskytte forbundets TD'ere og andre officials, opretholde et velfungerende stævnemiljø og beskytte sportens omdømme. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Derfor har DRF truffet beslutningen om at udelukke Anders Hoeck fra al deltagelse i aktiviteter og stævner under Dansk Ride Forbund frem til udgangen af 2026. Ved årets afslutning vil det blive genovervejet, om Anders Hoeck på ny kan opnå adgang til forbundets aktiviteter. 

Copyright Ridehesten.com
Udelukkelsen fra DRF og DV betyder blandt andet, at han ikke kan ride stævner, herunder UVM, hvor han sidste år blev nummer to med Brandtbjergs Divya for 6-års hestene. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Gælder også hos Dansk Varmblod
Også Dansk Varmblod har meddelt, at Anders Hoeck er udelukket hos alle aktiviteter i DV-regi på baggrund af DRF's beslutning. Ifølge Dansk Varmblods almindelige bestemmelser, er DRF's reglement gældende ved alle Dansk Varmblods arrangementer. 

Det betyder altså, at Anders Hoeck dermed heller ikke kan deltage i arrangementer under Dansk Varmblod, herunder blandt andet den kommende hingstekåring i Herning med dertilhørende unghestechampionat, i den periode, hvor udelukkelsen fra DRF er gældende. 

/Dansk Ride Forbund. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner