Billetsalget til World Cup er åbent

11-06-2025 12:21

World Cup-stævnet er igen i år på plads i MCH Messecenter Herning med et spækket program og masser af spændende sport. Endnu en gang får vi fornøjelsen af World Cup Grand Prix, 3-stjernet springning og fremtidens stjerner

Copyright Ridehesten.com
Billetsalget til dette års World Cup-stævne i Herning er åbnet. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

Billetsalget til dette års FEI Dressage World Cup i Herning åbnede i sidste uge, og igen i år er der altså god grund til at se frem mod uge 42, hvor nogle af verdens allerbedste dressur- og springryttere indtager MCH Messecenter Herning til en sand hestefest. 

World Cup-stævnet løber af stablen fra den 15.-19. oktober, og der er endnu en gang linet et program op spækket med fantastisk ridning og verdensklasse sport. Ligesom sidste år, er der gratis adgang til Pavo Hal M og messeområdet hele ugen, mens der i Jyske Bank Boxen er gratis adgang onsdag, torsdag og søndag, og det er derfor kun fredag og lørdag i Boxen, der kræver billet. 

Copyright Ridehesten.com
Selma Hundborg Dresler ved sidste års World Cup-stævne i Herning. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Fantastisk sport i Boxen
Det er uhyre vigtigt at fastholde en afdeling af den prestigefyldte World Cup på dansk grund. I år bliver det 19. gang, og det er derfor glædeligt, at det igen er lykkedes at få alle ender til at nå sammen for at give publikum og rytterne denne unikke mulighed for at opleve verdensklasse dressur på hjemmebanen i Herning. Programmet bliver sammensat så FEI Dressage World Cup Grand Prix bliver afviklet fredag eftermiddag i Jyske Bank Boxen, og World Cup-konkurrencen kulminerer altså med den afgørende Grand Prix kür lørdag eftermiddag. 

Foruden World Cup-afdelingen kommer Boxen til at emme af fantastisk stemning med blandt andet CSI3* Big Tour-springning, 150 cm Longines Ranking-klassen, Six Bar, Stutteri Ask Grand Prix, Lövsta Future Challenge, FEI Ponies Trophy og meget mere. Med andre ord, der er altså god grund til at lægge vejen forbi MCH Messecenter Herning i uge 42. 

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle ved World Cup-stævnet i 2024. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

Spækket program i Pavo Hal M
Det er ikke kun i Boxen, at programmet bugner med fantastisk ridning. Også i Pavo Hal M er der sammensat et fantastisk program med ridning i verdensklasse. Her kan man blandt andet opleve CDI3* Grand Prix, Dressurens Venner Grand Prix Special, følauktion og flere internationale springklasser. 

Det er også i Pavo Hal M, at udstillingsområdet og de mange spændende stande bliver sat op, så her er der altså noget for enhver smag. En lang række udstillere er på plads med gode tilbud, nyheder og produkter indenfor bl.a. ride- og hesteudstyr, foder, trailere, staldinventar og meget mere. I messeområdet som ligger lige ved siden af ridebanen i PAVO Arena Hal M, vil der også være flere hyggelige spiseområder, når man trænger til en pause fra shoppingen. Der er altså garanteret sport, underholdning og fantastisk stemning i Herning i efterårsferien, og billetsalget er altså allerede åbnet. 

Copyright Ridehesten.com
Pavo Hal M bliver spækket med spændende sport, udstillere og messeområde. Her ses Cecilie Kjær og Solbakken's Fun Forever. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Hvis du vil sikre dig en billet til den 19. version af FEI Dressage World Cup i Herning, kan du købe den lige her

Se det foreløbige program her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner