Blind Date sejrrig i Oldenburg

09-11-2012 22:20
Breitling-datteren Blind Date ser ud til at fortsætte sin succeskurs under østrigstke Victoria Max-Theurer. Ekvipagen vandt Grand Prixen i Oldenburg

Den nu 10-årige hoppe Blind Date e. Breitling / Donnerhall er hidtil uddannet af ægteparret Brigitte og Wolfram Wittig med hende som rytter og ham som træner. Wolfram Wittig træner nu Victoria Max-Theurer, som samtidig har overtaget den talentfulde hoppe. Fredag aften red ekvipagen forrest på æresrunden i Oldenburg efter at have sejret i Grand Prix med intet mindre end 73,191%. På andenpladsen med 71,282% kom den kendte avlshingst Wynton e. Jazz / Matador redet af Madeleine Witte-Vrees, der træner hos Anky van Grunsven. Lige som med Blind Date er der her tale om en tidligere topfinalist ved VM for ungheste i Verden, og Madeleine Witte-Vrees er også den heldige ejer af dette års store samtaleemne i 5-års klassen i Verden, Charmeur, der blev fremvist af Emmelie Scholtens. Madeleine Witte-Vrees var oprindelige på det hollandske bruttolandshold til OL i London, men mistede dengang sin Grand Prix-hest. I Wynton har hun en ny tophest på vej, og en af dommerne havde endda denne ekvipager som vinder af klassen. Det lykkedes desværre ikke for Bo Høstrup og Cajo at få det gode opvarmningsarbejde bragt videre inde på banen, og ekvipagen lykkedes ikke optimalt. Resultatet blev dog til hæderlige 63,298%.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen