Carina: Der kan ske meget det næste år

25-03-2020 15:17

DWB Five Star Dressage ved Dansk Varmblods hingstekåring viste med al ønskelig tydelighed, at de potentielle danske landsholdsryttere er i absolut verdensklasse lige nu - Carina Cassøe Krüth udtaler  sig her om beslutningen om at udskyde OL

Copyright Ridehesten.com
Publikum jublede over Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera i Herning. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Der var store forventninger til de bedste danske dressurekvipager forud for DWB Five Star Dressage ved Dansk Varmblods Hingstekåring i starten af marts. Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein havde udpeget de fem- og tre-stjernede dressurkonkurrencer under stævnet til iagttagelse forud for OL, og hold da op vi fik alle noget at "iagttage". De bedste danske ryttere red op til deres aller bedste, og især i Grand Prix Special lørdag rystede Jyske Bank Boxen, når publikum rejste sig og hyldede de danske ryttere. 

En af de ryttere, som var ventet med spænding i den 5-stjernede dressurkonkurrence var Carina Cassøe Krüth og sølvmedaljehoppen Heiline's Danciera e. Fürstenball (opdr. Stald Heiline). Ville det være muligt for Carina, der ikke har været på A-landsholdet, at ride 9-årige Danse ind i OL-truppen? Ja, som vi så dem i Herning, hvor de to gange blev nr. to til Cathrine Dufour/Boheimian i Specialen med 80,106% - så havde Carina løst billet til Legene. Nu er OL udskudt, og hvad så? 

Elitechef i DRF Kimi Nielsen udtalte i går: – Vi har set opadgående kurver i alle tre discipliner, og vi har bestemt ikke toppet endnu, så det er ærgerligt, at vi ikke får lov til at vise, hvad vi kan. Især i dressuren kunne det være blevet virkelig spændende, da vi har nogle utroligt talentfulde ekvipager i sporten lige nu, og der havde helt sikkert været medaljepotentiale både individuelt og på holdplan. Jeg mener dog ikke udelukkende, at det er en ulempe, at OL udskydes, for nu har vi mulighed for at udvikle de individuelle ekvipager endnu mere og dermed blive endnu stærkere. Vi har f.eks. nogle virkelig talentfulde, unge heste, som fint kan have gavn af mere erfaring og træning, så jeg tænker, at vi kan stille med et endnu stærkere hold i 2021. 

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth ved pressemødet i Herning. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Carina: det var som forventet
Flytningen af OL til næste år var som forventet, indleder Carina Cassøe Krüth, da hun oplevede mange stævner og arrangementer blive aflyst, erkendte hun med sig selv, at også OL måtte være i fare.
– Det er sørgeligt, men sådan er det. For ridesporten er det ikke det største problem, at blive klar til OL i år, vi har vores kvalifikationer i hus, og vi kan fortsat træne. Der er dog mange andre sportsgrene, hvor atleterne ikke kan træne eller nå at kvalificere sig, uddyber hun.

– Heldigvis så bliver OL til noget, vi må bare vente til næste år. Der kan ske meget på et år, og helt personligt er det svært for mig at vurdere, om det er godt eller skidt, erkender Carina. Med de to drømmeridt hun leverede på Danse i Herning, viste hun endog potentiale til meget mere, men som hun siger, der kan jo også komme en skade til. 
Alligevel ser hun positivt på udfordringen, det giver også mulighed for, at udvikle Danciera endnu mere, og samtidig at uddanne endnu en Grand Prix hest. Hun har den 8-årige Heiline's Zackton e. Blue Hors Zack godt på vej i lille tur, og måske venter der en Grand Prix-debut til parret i denne stævnesæson. – Den virker rigtig lovende, så nu må vi få det bedste ud af situationen, udtaler hun.

Carina, der er uddannet berider, driver sin egen virksomhed med uddannelse og salg af dressurheste. Som hun fortæller, har hun noget godt på lager, så hun glæder sig til at der kommer gang i hestehandlen igen. Med OL udskudt til næste år, vil flere ryttere være på jagt efter en ny OL-hest, spår hun. 
Hvordan ser hendes hverdag ud, her under corona-krisen? Tja, der er ingen ændring i forhold til hverdagen, som den har været for hende de senere år. 

– Jeg gør som jeg plejer, kører tidligt ud til hestene og rider hele dagen, lever mit sædvanlige isolerede liv med ridning og træning, det fortsætter bare, slutter Carina med smil i stemmen. 

 

I magasinet Ridehestens april nummer kan man læse mere om samarbejdet mellem Carina Cassøe Krüth og ejerne af Heiline's Danciera Ingrid og Poul Thøgersen.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen