Danmark i holdfinalen i springning (video)

22-08-2019 14:50

Britt Carlsen

Springrytterne red sig i dag ind i holdfinalen ved EM i Rotterdam. Et resultat, som blev grundlagt af to ridt til blot 5 fejl af EM debutanterne Søren Møller Rohde og Kim Kristensen. Det var ellers en dag, hvor flere topryttere fejlede og stillingen i mesterskabet ændrede sig

Copyright Ridehesten.com
Kim Kristensen.

Det var nervepirrende spændende at følge de danske springryttere på banen ved EM i Rotterdam. I den første konkurrence red danskerne sig ind i top 10, på en 10. plads. Og da der blot kommer ti nationer i finalerunden, så var der ikke plads til mange fejl i dag. 
Søren Møller Rohde og Todt un Prince Ask var først ude og de var fejlfrie på forhindringerne, men havde ben i vandgraven. Netop vandgraven kom til at spille mange ryttere et pus i dagens konkurrence. Kim Kristensen fulgte op med Albert K - DV-vallakken efter Heartbeat opdrættet af springrytter Søren Knudsen, viste endnu engang stor klasse på banen. Der er et kæmpe spring i den hest, og Kim fik dygtigt redet hele banen fejlfrit, lige til sidste forhindring. Med to ryttere på ialt fem fejl kæmpede Danmark med Irland, Israel, Italien og Schweiz om at forblive i top ti. 

Copyright Ridehesten.com
Søren Møller Rohde.

Nikolaj Hein Ruus har haft flotte resultater i sæsonen med 9-årige Cadillac, men i dag løb "tanken lidt tom" erkendte han efter sit ridt, der gav 17 fejl. Det var derfor op til Andreas Schou og holdets mest urutinerede hest, at holde danskerne inde i kampen om finalen. Andreas fik 8 fejl, men det betød ikke noget i forhold til placeringen, for Israel fik en rytter elimineret og den sidste rytter red med 13 fejl. Danmark sluttede dermed på 10. pladsen med 35,65 fejl med stor afstand til Portugal på 11. pladsen med 43,56 fejl.

Copyright Ridehesten.com
Nikolaj Hein Ruus.

Ændringer i toppen
Tyskerne, der så så stærke ud efter sejren første dag, måtte i dag tage til takke med andenpladsen, idet både Christian Ahlmann og Marcus Ehning fik 8 fejl. Svenskerne, der har virket nærmest uovervindelige i Nations Cup, røg ned på femtepladsen, da samtlige tre tællende ryttere fik fire fejl, og blandt dem også den førende individuelle rytter Peder Fredricson og H&M All In.
Belgien, der kæmper for en OL-kvalifikation, var eneste nation, som red fejlfrit i dag. Pieter Devos (Claire Z), Jos Verlooy (Igor) og Gregory Wathelet (MJT Nevados S) har nu sat Belgien på guldkurs. England, der også jagter en af de tre pladser til OL, ligger lige nu på bronzepladsen foran Frankrig, Sverige, Italien, Schweiz, Irland, Holland og Danmark. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou.

I holdfinalen er det ikke alene medaljer, der er på spil, de tre pladser til OL skal også besættes, og her er det Belgien, Frankrig, England, Irland og Danmark, som kommer til at kæmpe om OL-kvalifikationen. 
Individuelt er det Englands Ben Maher og Explosion W, der har lagt sig i spidsen foran Steve Guerdat fra Schweiz og Alexis Deroubaix fra Frankrig. Den regerende tyske verdensmester Simone Blum er fortsat med i kampen om individuelle medaljer på 6. pladsen med 2.21 fejl. Den regerende europamester Peder Fredricson ligger på 8. pladsen. 

Se resultatet HER

Efter klassen blev de danske ryttere og landstræner Bo K. Møller interviewet til Ridehestens web-tv: Se med her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner