Dansk interesse for sydtysk kåring

23-01-2013 09:06

Britt Carlsen

Avl
De danske hingsteholdere kører Europa tyndt i deres søgen efter nyt blod til de hjemlige hingstestationer. I de kommende dage (24. - 26. januar) er det de Sydtyske avlsforbunds tur til at afvikle hingstekåring i München og det med to Zack-sønner i kollektionen
Copyright Ridehesten.com

Der fremstilles ialt 78 spring- og dressurbetonede hingste til kåring i München. Blandt hingstene i årets kollektion er to elegante sønner af den danskejede avlshingst Blue Hors Zack. Den ene, med Sunny-Boy/Donnerhall på morsiden er opdrættet af Stutteri ERA i Hobro. Hingstens mor er den statspræmierede hoppe ERA Wunderschöne, der blev vicebundeshampion i 2009. En enkelt søn efter den danskopdrættede, tidligere fløjhingst i Holsten, Diarado er også at finde i hingstekollektionen, der også byder på sønner efter hingste, som ikke er så kendte herhjemme. Bl.a. fremstilles der en interessant søn efter Soliman de Hus, Sandro Hit-sønnen der i 2009 blev fløjhingst ved kåringen i Hannover. Jørgen Schmidt fra hingstestation Bøgegården tager den lange vej til München for at se nærmere på hingstekollektionen, der indledes med mønstring på fast bund og hingste løse i hallen torsdag efterfuldt af en lang dag med løsspringning af både de dressur- og springbetonede hingste. Fredagen slutter med en gallaaften, mens dagen starter tidligt lørdag med longering af præmiehingste samt hingste til salg efterfulgt af præmiering og auktion.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen