Dansk Ride Forbund udvider handlingsplan

13-05-2009 10:22

Grethe Næsby

Med fokus på hestevelfærd har Dansk Ride Forbund iværksat en udvidet handlingsplan

Hestevelfærd er et nøglepunkt i Dansk Ride Forbunds arbejde med at udvikle dansk ridesport. Derfor har forbundet iværksat en handlingsplan, der skal være med til at sikre, at ridning og træning til hver en tid sker i harmoni med hesten. Dansk Ride Forbund har fokus på, at ridesporten udvikler sig i harmoni med hesten, og derfor skal der iværksættes et tæt samarbejde med Hestepraktiserende Dyrlægers Forening. Første møde er aftalt inden for en måned. Formålet med samarbejdet er at sikre en dyrlægefaglig vurdering af de benyttede træningsmetoder i ridesporten. Det skal sikre, at træningsmetoder tager de nødvendige hensyn til hestenes alder og helbred. I trit med Dansk Ride Forbund og Det Internationale Ride Forbunds udvikling af retningslinjer for træning og ridning efteruddannes dommere, officials og trænere løbende. Således vil der henover sommeren blive afholdt møder og efteruddannelse for ovennævnte faggrupper, ca. 800 personer. Dommere, officials og trænere er Dansk Ride Forbunds myndighed, som arbejder med at sikre, at ridning på stævnepladser og ridebaner altid foregår i harmoni med hesten. Dyrenes Beskyttelse har i et åbent brev pr. 30. april 2009 kritiseret Dansk Ride Forbund for at svigte sit ansvar for, at ridning sker på hestens præmisser. Dansk Ride Forbund har i et skriftligt svar redegjort for de tiltag og det arbejde, forbundet løbende gør for at sikre, at ridning og træning sker i harmoni med hesten. Dansk Ride Forbund håber på en positiv og konstruktiv dialog med Dyrenes Beskyttelse. Dansk Ride Forbund planlægger at afholde et seminar i slutningen af 2009, der skal samle trådene fra ovennævnte tiltag og den nyeste forskning på området. Seminaret forventes afviklet i samarbejde med Hestepraktiserende Dyrlægers Forening og andre interessenter. Seminaret skal munde ud i yderligere tiltag, der skal sikre, at træning og ridning sker i harmoni med hesten. Læs Dansk Ride Forbunds svar på Dyrenes Beskyttelses åbne brev via linket i højre side. Kilde: Dansk Ride Forbund

Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen