Anna Pørtner
Dansk Ride Forbund og Agria Dyreforsikring Hest har netop offentliggjort, at de i 2027 lancerer en ny turnering i stilspringning for både heste og ponyer. Turneringen kommer til at hedde Agria StilCup og skal give ryttere på LC-niveau mulighed for at konkurrere med fokus på god grundridning, balance og et harmonisk samarbejde mellem hest og rytter.
Agria StilCup bliver afviklet på D-niveau og består af kvalifikationsklasser ved udvalgte D-stævner rundt om i landet fra 1. maj til 30. september 2027. Turneringen er opdelt i to separate konkurrencer for henholdsvis heste og ponyer, og der føres ligeledes separate resultater fra Øst- og Vestdanmark.
Kvalifikationsklasserne udskrives som LC stilspringning efter metode S2. Her optjener ekvipagerne automatisk point til turneringens resultatlister, og det er deres samlede resultater efter kvalifikationsstævnerne, der afgør, hvem der går videre til finalerne.
For ponyerne konkurreres der på tværs af de tre kategorier, men med den springhøjde, der svarer til LC for den enkelte kategori. Det betyder henholdsvis 60, 70 og 80 cm. Hos hestene rides der ligeledes LC, altså svarende til en højde på 100 cm.
To finaler i årets sidste kvartal
Turneringen afsluttes med to finaler, én i Øst og én i Vest, som afvikles ved indendørs C-stævner i fjerde kvartal af 2027. Her kvalificerer de 30 bedste placerede ponyekvipager og de 20 bedste placerede hesteekvipager fra hver landsdel sig.
Finalerne rides i LC efter metode S4, og kvalifikationspointene følger ikke med. Det betyder altså, at i finalens afvikling nulstilles pointene, og alle finalister begynder derfor finalen på lige vilkår.
I finalen uddeles der finalerosetter til alle deltagende ekvipager, mens vinderne desuden modtager et flot æresdækken. Anden- og tredjepladsen belønnes med et underlig. DRF offentliggør senere, hvor finalerne skal afholdes for de respektive landsdele.
Særlige krav til deltagerne
Agria StilCup henvender sig til ryttere på LC-niveau, og der er derfor en række begrænsninger for, hvem der kan deltage.
En ekvipage kan eksempelvis ikke deltage, hvis den inden sin første start i turneringen har opnået placeringer i LA eller højere i springning i kvalifikationsperioden. Ligeledes kan en rytter ikke deltage, hvis vedkommende i kvalifikationsperioden har deltaget i DM eller et DRF-mesterskab i springning individuelt eller for hold.
En ekvipage, der er startberettiget ved sin første kvalifikation, mister dog ikke automatisk sin deltagelsesret, hvis den efterfølgende opnår resultater i højere klasser. Først hvis ekvipagen opnår en placering i MB eller højere i løbet af turneringsperioden, mister den retten til yderligere kvalifikationer og deltagelse i finalen.
Pointene er knyttet til kombinationen af den enkelte rytter og hest eller pony. Ekvipagerne kan deltage i kvalifikationer i både Øst- og Vestdanmark, men optjener udelukkende point i den landsdel, hvor de starter deres første kvalifikation.
Øst omfatter distrikt 1-6, mens Vest omfatter distrikt 7-14. Det er således ikke muligt at skifte landsdel undervejs i turneringen.
Med Agria StilCup ønsker DRF og Agria at skabe et tilbud til ryttere på LC-niveau, hvor kvaliteten af ridningen og det harmoniske samarbejde mellem hest og rytter er i centrum.