De danske heste og ryttere er landet sikkert i Tokyo

14-07-2021 22:32

I går aftes begyndte den lange flyvetur for de danske dressurheste mod OL i Tokyo, hvor landsholdsdyrlæge for Danmark, Frederik Nielsen, var med ombord på flyet. Han fortæller at hestene er landet sikkert i Japan og nu er på vej til staldene, hvor rytterne venter på dem

Copyright Ridehesten.com
Frederik Nielsen på flyet med de danske heste. Foto: Privat

Med 10 dage tilbage inden at OL i dressur begynder, var det i går store-rejsedag for den danske delegation. Rytterne som fløj fra Frankfurt, tog afsted før hestene således at de her til aften, dansk tid, er klar til at tage imod deres heste når de ankommer til staldene i Tokyo om meget kort tid. Med på flyrejsen var landsholdsdyrlæge Frederik Nielsen, og selvom at han har været med til flere store mesterskaber de sidste par år, så var det første gang at han skulle ud og flyve med heste.  

For de danske heste var turen noget anderledes end for rytterne, i det at de blev fløjet fra belgiske Liege via logistikfirmaet Peden Bloodstock, som er specialiseret i transport af heste. Her kunne Frederik i går aftes, berette om alle danske heste var ombord på flyet, samt at de alle havde taget det fint og var nemme at læsse. Først gik turen i 6 timer til Dubai, hvor der var planlagt et teknisk stop for at tanke flyet op. Efter 90 minutter var hestene igen på vingerne,  for at flyve omkring 9 timer til Tokyo

Her til aften klokken 21 dansk tid, lande de danske heste langt om længe i Tokyo, hvor klokken var 4 om natten. – Hestene er landet her i Japan og er nu på vej mod staldene. Turen er gået rigtig fint og alle heste har taget det rigtig godt, fortæller Frederik til Ridehesten.com.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen