Dialog om fremtidens springheste

26-02-2015 12:18

Der er lagt op til en åben dialog om fremtidens springheste, når dørene slås op på Hillerød Sportsrideklub HIS til et spændende seminar, hvor alle er velkommen til at deltage - ryttere, avlere og andre interesserede i springsporten

Copyright Ridehesten.com
Denne flotte plakat er produceret hos Wiegaarden Media og sponseret af Engerupgaard v/ Lotte Holm.

Hvordan får vi topryttere til at vælge DV-springheste frem for udenlandske? Sådan lyder oplægget til et spændende seminar, der afholdes på Hillerød Sportsrideklub HIS, som Ulrich Gaardslev venligst har stillet til rådighed. 

Mødet arrangeres af trekløveret Mikala Bagge fra DV Region 1´s bestyrelse, Renè Holstein, der har avlet adskillige internationale heste og Lotte Holm fra spring-  og militarycentret: Engerupgaard i Tikøb. Sammen har de tidligere arrangeret Engerupgaard Spring Cup, som blev afholdt med stor succes ved Horsefestival 2013 på Vallensbæk Ridecenter

Lotte og David Holm er sponsorer af arrangementet og formålet er igen at få mere fokus på de dansk opdrættede springheste. Samtidig ønsker ”trekløveret” at få en diskussion om, hvorfor flere danske topryttere fravælger DV-springheste, når der indkøbes ungheste for at uddanne dem til fremtidens topheste. Det er naturligvis en torn i øjet på de danske springhesteavlere, navnlig i dette år, hvor Anica Kristoffersen opnåede en meget fornem 5. plads ved verdensmesterskaberne i Zangersheide for 5-, 6- og 7-års springheste med hoppen Play Girl, som er af egen avl.

Der er inviteret et ekspertpanel, som vil indlede aftenen med deres bud på, hvad der skal til, for ryttere vælger DV-heste frem for de udenlandske. Derefter vil der blive vist nogle succesfulde DV-heste redet af nogle af Damarks bedste ryttere og uddannere af springheste. Rytterne vil have headset på, og de vil kommentere de heste, de rider på, fortælle om såvel gode og dårlige sider, og hvordan rytterne arbejder målrettet med hestenes uddannelse.

Hvordan vi optimerer ”Fremtidens DV-springhest” er et emne, som mange ryttere og avlere glæder sig til høre mere om, og der vil være mange spørgsmål, der melder sig undervejs.

Vi håber på at kunne skabe en god dialog mellem ryttere, paneleksperter og publikum, og når aftenen er slut, skulle vi helst være meget klogere på, hvordan vi skal nå det fælles mål. For at styre debatten i en positiv og konstruktiv retning har vi inviteret og Susanne Tårnager og regionsformand i region 2, Niels Pedersen, som også er kendt for at have avlet Tina Lunds eminente S-springhest Andante.

ALLE ER VELKOMNE – avlere og meget gerne også ryttere -  og dermed er  DV-medlemskab ikke nødvendigt!

HUSK der er gratis  entre og  mulighed for at købe øl og vand i cafeteriaet.

Adressen er: Rønnekrogen 8, 3400 Hillerød

Tidspunkt: Torsdag den 26. februar kl. 19.00 til ca. 22.00

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen