DM for klubhold venter lige om hjørnet

19-08-2025 15:32

I denne weekend tørner ti klubhold sammen i kampen om dette års titel som danske mestre for klubhold i dressur. Kirstinelund Sportsrideklub i Harlev lægger faciliteter til, og der er endnu en gang lagt op til fantastisk stemning, masser af fællesskab og selvfølgelig god ridning

Copyright Ridehesten.com
Kirstinelund Sportsrideklub danner i år ramme om DM for klubhold. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

I denne weekend samler Kirstinelund Sportsrideklub ryttere, heste og tilskuere fra hele landet, når der afvikles et af årets helt store dressurhøjdepunkter - Agria DRF-mesterskab for klubhold i dressur. Samtidig byder weekenden også på distriktmesterskaber for U21 og senior i distrikt 12, og både B- og C-klasser er ligeledes på programmet. 

Kirstinelund Sportsrideklub overtog Agria DRF-mesterskabet for klubhold fra Silkeborg Rideklub, der desværre ikke kunne afholde årets mesterskab alligevel, og nu er klubben atter klar til at slå dørene op til en weekend fyldt med sport, fællesskab og fantastisk stævneglæde: 

Vi glæder os helt vildt til at byde rytterne velkommen på Kirstinelund. Det bliver en weekend med masser af spændende ridning og god stemning, fortæller arrangørerne. 

Agria DRF-mesterskab for klubhold er noget helt særligt. Her kæmper klubberne skulder om skulder for at blive årets danmarksmestre - og kombinationen af holdånd, spænding og flot dressur gør konkurrencen til en af de populære mesterskaber i kalenderen. 

Copyright Ridehesten.com
I denne weekend skal årets danske mestre for klubhold findes. Sidste år vandt Ertebjerggard Ride Klub. Foto: Privat

I år er der ti klubhold tilmeldt DM, som rides over to dage. Holdet består af minimum tre ekvipager, hvor der rides LLA5, MB2 og Prix St. Georges. Består holdet af fire ekvipager rides der LA5, MB1, MB2 og Prix St. Georges. Minimum én og max to ryttere på holdet skal være junior- eller ungrytter. Mesterskabet består af en kvalifikationsrunde og en finale. Finalen afvikles for de placerede hold fra kvalifikationsrunden, dog minimum seks hold. 

Resultatet findes ved at lægge de tre højeste resultater fra kvalifikationsrunden sammen med de tre højeste resultater fra finalen for hvert enkelt hold. Vinderen er det hold, der rider med samlet højeste procent over begge dage, og de er dermed danske mestre. 

Fakta
Følgende hold stiller op til DM

I år er der ti hold tilmeldt Agria DRF-mesterskab for klubhold i dressur hos Kirstinelund Sportsrideklub: 

  • Herning Rideklub
  • Skive Rideklub
  • Sportsrideklubben
  • Midtsjællands Rideklub
  • Randers Sportsrideklub
  • Vallø Sportsrideklub
  • Revsø Og Omegns Rideklub
  • Bramming Rideklub
  • Hovgaard Rideklub
  • Ebeltoft Rideklub
Fold up

Kirstinelund Sportsrideklub stiller med rammer, der hører til blandt nogle af landets bedste. Klubben råder over tre 20x60 ridehaller med Walber fiberbunde samt både udendørs stævne- og opvarmningsbaner med Walber EbbeFlod-system. Det sikrer optimale forhold for både ryttere og heste hele weekenden. 

Foruden dressur i topklasse byder weekenden også på god forplejning. Caféen serverer hjemmelavet mad fra slagteren samt den populære salatbuffet - så både ryttere, trænere og tilskuere kan tanke energi under stævnet. 

Kirstinelund Sportsrideklub er så småt ved at være klar til at byde rytterne velkommen, og forventningerne til stævnet er høje. Med både danmarksmesterskab, distriktmesterskab og et spændende program af både B- og C-klasser, er der lagt op til en uforglemmelig stævneweekend i Harlev. 

Stævnets start- og resultatlister kan følges her. 

Copyright Ridehesten.com
I caféen er der plads til god forplejning, god stemning og fantastisk fællesskab. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner