Dobbelt military-guld til Storbritannien

18-09-2018 09:45

Camilla Tiefensee Schrøder

Med fire fejl på springbanen rykkede tyske Ingrid Klimke ned på bronzepladsen, mens britiske Rosalind Canter og Allstar B snuppede guldmedaljen. Også hold-guldet kom på britiske hænder

Nyheden fortsætter efter annoncen

EM-vinderne fra Storbritannien kan nu også kalde sig vindere af World Equestrian Games i military. Holdet sikrede sig sent tirsdag aften dansk tid guldmedaljerne i den afgørende ridebanespringning i Tryon. Det var Ingrid Klimke fra Tyskland, der efter terrænet lå i spidsen i kampen om individuelle medaljer, men hun og SAP Hale Bob OLD fik et nedslag på allersidste forhindring, og dermed faldt guldmedaljen i hænderne på den fejlfri Rosalind Canter fra Storbritannien.

–Jeg kom til at fælde en del tårer, hvilket jeg ellers normalt ikke gør. Det er helt utroligt, sagde Canter, som ud over at vinde individuelt guld med Allstar B også vandt guld med det britiske hold. Canter skyndte sig over for FEI at give en stor del af æren videre til holdets legendariske træner, den 66-årige Chris Bartle.

Se holdstillingen

Copyright Ridehesten.com
Ingrid Klimke og SAP Hale Bob OLD var på vej mod en individuel guldmedalje, da hun rev ned på allersidste forhindring. - Selvfølgelig var jeg skuffet i første øjeblik. Men det var den eneste fejl, vi lavede i løbet af hele weekenden, sagde militarystjernen, som i stedet fik bronze. Foto: FEI

Historiske medaljer til Irland
Den individuelle sølvmedalje gik til Padraig McCarthy fra Irland, og hans indsats var også med til at sikre sølv til det irske hold. Ifølge FEI har Irland ikke vundet holdmedaljer ved et verdensmesterskab før, og McCarthys individuelle sølvmedalje er den første siden John Watson, der vandt sølv for 40 år siden. John Watson er i øvrigt far til Sam Watson fra det sølvvindende hold.

Nyheden fortsætter efter annoncen

–Jeg har været springrytter i et tidligere liv, lyder det spøgefuldt fra McCarthy, som fortalte til FEI, at han havde drømt om medaljen det sidste halve år med hesten Mr Chunky. –Med en hest som den her kan du kun drømme stort, sagde han.

Se den individuelle resultatliste

Copyright Ridehesten.com
De irske sølvvindere fra venstre:Sally Corscadden, Sam Watson, Cathal Daniels, Sarah Ennis og Padraig McCarthy. Foto: FEI/Christophe Tanire

Bedste hold kvalificeret til OL i Tokyo
Hold-bronzemedaljen gik til de regerende olympiske mestre fra Frankrig, mens Japan meldte sig ind i topkampen ved at slutte på fjerdepladsen. Da Japan er vært for OL i Tokyo 2020, betyder det, at Tyskland og Australien har kvalificeret sig til OL ved at placere sig som nummer henholdsvis fem og seks.

Se alle start- og resultatlister fra WEG Tryon

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen