Driver til start i U25

10-10-2014 08:27

Britt Carlsen

Landsholdsrytter Anna Kasprzak kommer ikke til start i World Cup klassen med Donnperignon, som man har kunnet læse her på sitet, men nu melder hun istedet Hønnerups Driver klar til start ved JBK i Odense

Copyright Ridehesten.com
Anna Kasprzak og Hønnerups Driver stiller til start i U25 ved JBK-stævnet i Odense.

Få måneder før sin 25-års fødselsdag kan Anna Kasprzak lige præcis nå at stille i U25 med Hønnerups Driver, og det er en mulighed, hun har valgt at benytte i ved JBK-stævnet i Odense - kan man læse på Annas hjemmeside.

- Driver har gået fantastisk de seneste gange, vi har trænet, og det virker som om, han udvikler sig i den rigtige retning. Derfor har jeg valgt at stille i U25 med ham, fortæller Anna Kasprzak.

Dertil kommer, at Driver endnu ikke har så megen stævne-erfaring, og stævnet i Odense er en oplagt mulighed for ham til at prøve kræfter med et større af slagsen.

- Driver skal lære at være ude til de store stævner, og jeg håber, vi kan få nogle rigtig gode dage sammen i Odense. Stemningen og publikum til stævnet i Odense er altid helt fantastisk, så jeg glæder mig, siger Anna Kasprzak.

- Vi har i forvejen forberedt os på den clinic, vi deltager i onsdag, så Driver er i god form forud for starten fredag. Vi træner flittigt videre, men der bliver også plads til pauser, hvor han f.eks. kommer på fold. Jeg prioriterer at finde den rette balance mellem træning og fri, så det er en glad og veltilpas hest, jeg har med til stævne, slutter Anna Kasprzak.

Allerede onsdag den 15.oktober tager Anna Kasprzak hul på aktiviteterne i Odense, når hun sammen med Hønnerups Driver mødes med Charlotte Dujardin og Valegro for at afholde clinic.
I sommer vandt Anna Kasprzak det danske mesterskab i U25 netop på Hønnerups Driver, så det bliver et spændende gensyn i Odense, hvor U25 Grand Prix'en rides fredag og Grand Prix kür lørdag. De danske ekvipager i U25 er: Anne Sofie Aaen/Schambuka Sølyst, Nanna Skodborg Merrald/Weltliebe, Carina Neermann Torup/Blue Boy, Victoria Vallentin/Select ECCO og Anna Zibrandtsen/Rentino.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen