Georgia Timmermann
Den rutinerede hoppe Dublé e. Diamant de Semilly/Equest Carnute (opdr. af Carsten Carstensen) vandt torsdag den største klasse ved stævnet på de smukke arealer hos Stutteri Ask. Det er langt fra første gang, Dublé krydser målstregen som vinder – faktisk har hun gjort det så mange gange, at Maria Hjort Frederiksen for længst er holdt op med at tælle.
– Hun har en kæmpe personlighed og er en ven for livet, fortæller Maria med et smil, netop som hun kommer ud fra præmieoverrækkelsen i 140 cm-klassen.
– Jeg har haft hende i 12 år, og hun bliver hos mig, til den dag hun ikke er her mere. Hvor længe hun skal blive i sporten, bestemmer hun selv. Så længe hun viser glæde og lyst, fortsætter vi, siger Maria.
Denne weekend til Stutteri Ask stævnet går Dublé både 140 cm – som hun vandt i går– og 145 cm (S-klasse) lørdag. Derefter venter et velfortjent hvil.
Hvordan holder Maria Dublé i form?
– Dublé har aldrig været min favorit, når det kommer til dressur. Med alderen er det ofte hende, der vælger. Når vi går mod ridebanen, kan hun tage turen mod skoven i stedet. Og så rider vi dér den dag, griner Maria.
– Hun er lidt af en diva, siger hun med et glimt i øjet, mens Dublé skridter af i et frisk tempo efter sejren.
– Hun elsker sin fold og tager gerne en god formiddagslur. Og så er hun ekstremt madglad. Jo mere publikum klapper, jo bedre præsterer hun, fortæller Maria. Ifølge Maria er Dublés store styrke hendes evne til at gå fejlfrit og hendes sikre teknik i dobbelte lodrette kombinationer.
Dublé har imponerende resultater
På trods af tre års pause grundet en skade, har Dublé leveret imponerende resultater gennem hele sin karriere. Hun har været en del af det danske landshold og har vundet internationale Grand Prix-klasser på 160 cm. I februar 2025 vandt Maria og Dublé 145 cm-klassen ved Scandinavia Jumping Tour i Odense, og i maj blev de nr. 2 i 145 cm-klassen ved Stutteri Ask.
Et af de største højdepunkter i deres karriere var sejren i CSIO Grand Prix 160 cm i Finland i 2019.
– Det var kun anden gang, vi red på det niveau – første gang var kort forinden ved Equitour – og vi var netop blevet udtaget til nations cup-holdet. At ride ind og ikke bare være med, men rent faktisk vinde og vise, at vi hørte til blandt de bedste, var en fuldstændig ubeskrivelig følelse, fortæller Maria.
– Det var den dag, det virkelig gik op for mig, at Dublé ikke havde nogen grænser. At hun kunne alt det, jeg drømte om – og mere til. Hun gav mig følelsen af, at alt var muligt, fortæller Maria. Desværre blev Dublé senere samme sæson skadet under DM, men sejren i Finland står stadig som et klart bevis på hendes kæmpe kapacitet – og det uforglemmelige øjeblik, hvor alt kulminerede.
Dublé har 8 afkom
Dublé er ejet af Marias mor, Liselotte Frederiksen, og har via embryo transfer givet 8 afkom videre – herunder den kårede hingst Zodiac D e. Zinedine B/Diamant de Semilly, som i 2021 blev materialprøvevinder ved Dansk Varmblods 35-dages test. I 2024 blev Zodiac solgt til udlandet.
Et andet succesfuldt afkom er vallakken Harmilly D e. Harley VDL, som Maria red til både individuelt og holdguld ved WBFSH Studbooks Trophy for 5-års i Valkenswaard i 2024. I går blev ekvipagen nr. 2 i første runde af 6-års championatsfinalen på Stutteri Ask.
En familie med passion for avl og sport
Maria driver MH Horses på Sjælland, hvor hun lever af at ride og undervise. Hun føler sig heldig over, at hendes mor er en del af hestelivet og støtter datterens rejse i sporten.