Dyreambulance sikrer livsvigtig hjælp

02-11-2023 15:52

Danmark får ny specialtilpasset hesteambulance, der gør det nemmere at undersøge og transportere heste med akut opståede skader i forbindelse med bl.a. militarystævner og internationale hestearrangementer i hele landet

Copyright Ridehesten.com
Den nye hesteambulance er sponseret af Agria Dyreforsikring og kan lejes til større arrangementer igennem Dansk Ride Forbund.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Når en hest bliver akut syg eller skadet, er hurtig reaktion afgørende: Med Danmarks nye hesteambulance bliver det nemmere at læsse og transportere en hest, hvis uheldet er ude, og hesten skal transporteres til dyrehospitalet grundet akut opstået skade eller sygdom i forbindelse med et hestesportsarrangement.

Den nye hesteambulance er en specialindrettet hestetrailer, der med mange specialudviklede og gennemtænkte funktioner sikrer, at dyrlægerne kan arbejde både uhindret og sikkert – uden at gå på kompromis med hestens sikkerhed og komfort.

 

Hurtig indsats kan redde hesteliv

Agria Dyreforsikring har sponseret hesteambulancen, der blev overdraget til Dansk Ride Forbund i forbindelse med World Cup-stævnet i Herning Messecenter den 18. - 22. oktober 2023. Administrerende direktør i Agria Dyreforsikring, Tine Stabell, er stolt af at have bidraget til, at den nye hesteambulance nu er en realitet:

Vi svarede med glæde ja, da vi blev spurgt, om vi ville være med på dette projekt! Heste-ambulancen rammer virkelig midt i hjertet af det, vi har fokus på hver dag, nemlig tryghed for dyr og mennesker, siger hun.

Det vil være muligt for arrangører af større heste-events at leje hesteambulancen igennem Dansk Ride Forbund. Håbet er, at hesteambulancen ved større hestearrangementer vil medvirke til at hjælpe og redde heste, som ellers kunne risikere aflivning grundet akut opståede skader eller sygdom.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Vi er enormt glade og taknemmelige for at kunne tilbyde stævnearrangørerne muligheden for at have en dyreambulance ved deres stævner – og endda en helt ny og optimeret model. Vi håber selvfølgelig, at den aldrig skal i brug, men er ulykken ude, giver det en enorm tryghed at vide, at der er gode muligheder for at yde førstehjælp og behandle en eventuelt skadet hest med det samme, fortæller Dansk Ride Forbunds direktør, Morten Rodtwitt.

Copyright Ridehesten.com
Med den nye hesteambulance bliver det nemmere at læsse og transportere en hest, hvis uheldet er ude, og hesten skal transporteres til dyrehospitalet grundet akut opstået skade eller sygdom.

Moderne, gennemtænkte funktioner

Den nye, specialtilpassede hesteambulance er både længere og bredere end Dansk Ride Forbunds anden ambulance, der trods 20 år i tjeneste stadig er fuldt funktionsdygtig og i brug.

Fordi den nye hesteambulance er større, er der plads til at indsætte hele to skillerum, hvorved to dyrlæger samtidigt kan arbejde på hesten fra hver sin side, og udenfor er der mulighed for at opsætte et læsejl, så dyrlægerne kan arbejde uforstyrret.

Ambulancen er udstyret med et spil, der gør det muligt at hejse en hest, der ligger ned, op i traileren, ligesom der er inkluderet et hejs, der giver hesten støtte til at stå oprejst, hvis der skulle være behov for det. Justerbare mavestropper er fastgjort til undersøgelsesboksen. Disse er nyttige, hvis hesten f.eks. har kolik, og derfor ikke bør ligge ned, ligesom de kan aflaste en hest, der har skadet et ben.

Den specialtilpassede trailer er klinikneutral, hvilket betyder, at heste, der har brug for akut hjælp, bliver kørt til nærmeste klinik.

Fakta
Om Agria Dyreforsikring

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år og skal, med specialistkundskab og engagement, udvikle og sælge tryghed for dyr og mennesker.

Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel gnavere, miniature grise, reptiler og racefugle.

De fleste af virksomhedens medarbejdere er selv dyreejere, og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger er Agria med til at udvikle dyrehold, dyrehelbred og bidrager til veterinærmedicinsk forskning.

Agria Dyreforsikring er en filial af Försäkringsaktiebolaget Agria (publ) (Agria Djurförsäkring). Ud over Danmark har Agria også virksomhed i Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Frankrig, Irland og England.

Fold up
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner