Endnu en sølvmedalje til Cathrine

31-08-2025 14:12

Annika Knudsen Lorentsen

Dagen byder på kürfinalen ved EM i dressur i franske Crozet, og til start er to af de danske ryttere, der i torsdags vandt holdbronze ved mesterskabet

Copyright Ridehesten.com
Fv. Cathrine Dufour, Justin Verboomen og Isabell Werth. Foto: Laudrup & Dufour/Kirstine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I dag er sidste dag ved årets EM i dressur for seniorer i franske Crozet, som ligger tæt ved Genéve. Det er første gang i historien, at Frankrig er vært for dette mesterskab, som bliver holdt på det imponerende Jiva Hill Stables med Mont Blanc i baggrunden.

De 18 bedste ekvipager fra fredagens Grand Prix Special har fået adgang til dagens kürfinale, hvor det andet sæt individuelle medaljer uddeles ved mesterskabet. Til start er to af de danske ekvipager, der var med til at vinde bronze i torsdags, Nadja Aaboe Sloth og Cathrine Laudrup-Dufour. Sidstnævnte tog en individuel sølvmedalje i fredagens special. 

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour med Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall II. Foto: Laudrup & Dufour/Kristine Ulsø Olsen

I sidste ende blev det belgiske Justin Verboomen der tog guldmedaljen, Cathrine Laudrup-Dufour sikrede sig sølv og tyske Isabell Werth tog bronze. 

– Jeg var meget tilfreds med vores test, men lidt skuffet over, at vi lige akkurat gik glip af guldet. Det var meget tæt, både mellem vores ridt og med pointene. Én ting er sikker: Justin og jeg kommer til at kæmpe om medaljer mange gange i fremtiden, fortalte Cathrine efter küren.

Vi er løbende kommet med opdateringer fra dagens kür i denne nyhed, og I kan se vores live-opdateringer nedenfor. 

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour med Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall II. Foto: Laudrup & Dufour/Kristine Ulsø Olsen

Løbende opdatering:

14.58:
Sidste rytter har nu været på banen ved EM, og det står klart, hvilke tre ryttere, der har sikret sig dagens medaljer. Fordelingen blev præcis som i fredags. Belgiske Justin Verboomen vinder guld, danske Cathrine Laudrup-Dufour vinder sølv og tyske Isabell Werth vinder bronze. 

Copyright Ridehesten.com
Justin Verboomen og Zonik Plus. Foto: Laudrup & Dufour/Kirstine Ulsø Olsen

14:49
Belgiske Justin Verboomen, der vandt guld i fredags i sadlen på Zonik Plus e. Zonik N.O.P./Hohenstein har netop været på banen. I dag leverede han endnu en pragtpræstation, og med en score på 89,964 procent har han lige akkurat slået Cathrines resultat, og dermed ligger han til guld med blot én rytter tilbage.

14:37
Cathrine Laudrup-Dufour har netop været på banen med Mount St. John Freestyle e. Fidermark/Donnerhall. Sammen leverede de en rigtig flot kür med mange rigtig gode momenter. Desværre sneg der sig en fejl ind i 2'er changementerne, som kostede lidt point, men på grund af det tårnhøje niveau i en teknisk svær kür, har den danske ekvipage alligevel lagt sig i front med 89,821 procent. Dermed er Cathrine sikker på at vinde endnu en EM-medalje.

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth med Wendy de Fontaine. Foto: Ladrup & Dufour/Kirstine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

14.21:
Isabell Werth har lagt sig i front med imponerende 88,046 procent i sadlen på danskavlede Wendy de Fontaine e. Sezuan/Blue Hors Soprano. Dermed har ekvipagen lagt sig lunt i svinget til endnu en medalje, nu hvor der blot mangler fire ekvipager. 

14.09:
Tyske Frederic Wandres har lige leveret det foreløbigt bedste ridt. Han opnåede 81,771 procent i sadlen på Bluetooth OLD e. Bordeaux/Riccione.

14.00
Der mangler kun den sidste tredjedel af rytterne nu. Norske Isabel Freese har været i aktion på den danskejede Total Hope OLD e. Totilas/Blue Hors Don Schufro. Hun opnåede 80,592 procent.

13:23
Britiske Charlotte Fry, der er regerende verdensmester, har netop været på banen i sadlen på Glamourdale e. Lord Leatherdale/Negro. De kom svært fra start, og Glamourdale virkede meget tændt og anspændt. De hentede dog mange af de tabte point i deres galopøvelser, men er foreløbigt nr. 4 med 79,579 procent. I front er stadig Patrik Kittel, mens britiske Carl Hester har lagt sig ind som nr. 2 og svenske Maria von Essen som foreløbig nr. 3. 

Copyright Ridehesten.com
Nadja Aaboe Sloth med Favour Gersdorf. Foto: Laudrup & Dufour/Kirstine Ulsø Olsen

12.54:
Nadja Aaboe Sloth har netop været på banen i sadlen på Favour Gersdorf e. Foundation/Leandro, og sammen leverede de en super flot kür ved deres første internationale mesterskab sammen. Særligt galoparbejdet havde et højt niveau, og Nadjas kür bød på flere spændende kombinationer, herunder direkte fra kür-pirouette til galoppirouette og omvendt. De sluttede med 77,829 procent og har leveret det næstbedste resultat blandt de første syv ekvipager, der har været i aktion.

Copyright Ridehesten.com
Patrik Kittel med Touchdown. Foto: Laudrup & Dufour/Kirstine Ulsø Olsen

12:18:
Svenske Patrik Kittel med Touchdown e. Quaterback/Sack leverede en meget velkomponeret i teknisk krævende kür i dagens EM-kürfinale. Rytmen og harmonien har tonegivende, og særligt galopdelen af programmet, sikrede ekvipagen høje karakterer. De sluttede med samlet 81,139 procent og har lagt sig i front efter de første fem ryttere. 

11.39:
Første rytter, Nicolas Wagner Ehlinger fra Luxenbourg, har været på banen. Han red til 73,839 procent i sadlen på Quater Back Junior FRH e. Quaterback/Bonheur. 

11.00:
EM-küren er sat til at starte om en halv time, kl. 11.30. De danske ryttere har starttid kl. 12.45 og 14.30. 

Følg stævnets start- og resultatlister her. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner