Engerupgaard åbner igen de flotte faciliteter (video)

31-08-2020 10:33

Engerupgaard ved Tikøb var i weekenden vært for et B-stævne i military. Sidste gang Lotte og David Holms kuperede terræn blev brugt til militarystævne var i 2013

Copyright Ridehesten.com
Det smukke, kuperede terræn omkring Engerupgaard dannede i weekenden rammen om et military-stævne. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

I weekenden lagde Engerupgaard ved Tikøb faciliteter til et militarystævne med klasser for både ponyer og heste. – Vi er glade for at være tilbage i kampen igen, fortæller Lotte Holm, som sammen med sin mand David ejer det smukke ridecenter, der er særdeles naturskønt placeret i et kuperet terræn. Ikke siden 2013 har de inviteret til stævne på stedet, men gennem årene har de afholdt flere kurser med kendte militaryryttere. 

– Stævnet gik super godt, og vi har kun fået positive tilbagemeldinger, fortæller Lotte. Stævnet blev til i et samarbejde med Søborggård Hestecenter anført af Sally Schlichting, som stod for afviklingen af sekretariatet. Og netop det er en forudsætning for at invitere til stævne, forklarer Lotte.
Ialt 65 ryttere kom til start, der blev redet dressur og ridebanespringning lørdag, og så gik alle i terrænet i strålende vejr søndag. En enkelt, udramatisk afsidning blev det til i terrænet. 

Copyright Ridehesten.com
Maja Hach og Birkegaardens Beyoncé var en af vinderne i weekendens konkurrencer. Arkivfoto: Ridehesten.com/Kee Nørgaard Frandsen

– Vi manglede ryttere i den 2-stjernede konkurrence, og det er vi lidt skuffede over, erkender Lotte, der var syv startende og klassen blev vundet af Anna Bjørn/CTS Twin Peaks, en sejr hun lagde grunden til i dressuren, hvor hun opnåede 73,48% Den 1-stjernede ponyklasse blev vundet af Siw Kaas fra Bornholm med Hesteklewa Be My Best Smokey, også hun grundlagde sejren med en flot dressur til 72,96%
Hele 33 ryttere var til start i 90 cm-klassen, som blev vundet af Mathilde Skrædderdal Andersen fra Vasehus Rideklub på Skrædderdals Fantastico. Den tilsvarende klasse for ponyer blev vundet af Mathilde Pieron Leander/Hilkens May Lassie, mens Maja Hach og Birkegårdens Beyoncé e. Bøgegårdens Boney M (opdr. Heidi og Lisbeth Rasmussen) vandt 100 cm-klassen med 14 startende ryttere. 

Se resultatet HER

Copyright Ridehesten.com
Lotte Holm i løsdriften på Engerupgaard. I august 2013 tegnede vi et portræt af ride- og avlscenteret i magasinet Ridehesten. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Kom med på et ridt rundt på terrænbanen på Engerupgaard sammen med Aramis og Lene Mari

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen