Fejlfrie danskere i terrænet til UVM

21-10-2023 20:27

Begge de danske ryttere red fejlfrit igennem terrænet i dag til UVM i military i Frankrig, dog fik Peter T. Flarup og H. Carald Z tidsfejl i ridtet. For Tobias Jørgensen og den 6-årige J-Humblebee medførte dagens ridt en avancering i feltet

Copyright Ridehesten.com
Peter T. Flarup her med Fascination. Foto: Ridehesten.com/Camilla Tiefensee Schrøder
Nyheden fortsætter efter annoncen

To danske ryttere repræsenterer dette år Danmark til UVM i military, der finder sted i denne weekend. Stævnet, der også kaldes Mondial du Lion, afholdes ved byen Le Lion d'Angers i den vestlige del Frankrig. I 6-års årgangen deltager Tobias Jørgensen med vallak J-Humblebee e. Herald/ Heartbeat (opdr. Stald Jørgensen v/Mikkel og Heidi Jørgensen), mens Peter T. Flarup har den 7-årig vallak H. Carald Z e. By Herald 3/ Solos Landtinus med.

Torsdag og fredag blev dressurdelen afviklet, og i dag gennemførte de to danske ryttere terrænspringningen. Den smukke slotspark i Le Lion d'Angers udgjorde rammerne for terrænridtet, og den var som sædvanlig dekoreret med farverige og eventyrlige forhindringer. 

Læs mere om danskernes dressurridt her. 

Mange tidsfejl til de 7-årige heste
Peter T. Flarup og H. Carald Z lå efter sit dressurridt godt med i konkurrencen, da han i det store felt lå placeret som nr. 11 med 29,3 strafpoint med sig.

I dag lykkedes det også Flarup at ride sig fejlfrit igennem den vanskelige terrænbane, men han nåede desværre ikke igennem banen indenfor den tilladte tid på 8 minutter og 58 sekunder. Tidsfejlen kostede ham 9,2 strafpoint, og ekvipagen sluttede derfor med en samlet placering som nr. 31 i feltet. Han går videre til konkurrencen i ridebanespringning med 38,5 strafpoint samlet. 

Det lykkedes kun 17 af de 70 startende ryttere at klare sig igennem den næsten fem kilometer lange bane uden tidsfejl. Mesterskabet for de 7-årige heste føres aktuelt af den franske rytter Nicolas Touzaint med Gauguin du Busson e. Windows VH Costersveld/ Shogoun II, der tager 23,5 strafpoint med sig til ridebanespringningen i morgen. 

Copyright Ridehesten.com
Det er smukke omgivelser, der danner rammen for terrænspringningen. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Oprejsning for Tobias Jørgensen
Tobias Jørgensen havde lidt at hente i dagens terrænridt, da han efter sit dressurridt tog 40,5 strafpoint med sig. 

I dag leverede Tobias Jørgensen sammen med J-Humblebee dog et flot ridt i terrænet, hvor de hverken fik fejl på banen eller tidsfejl. Ekvipagen kom i mål med en imponerende tid, da han klarede banen på 8 minutter og 21 sekunder, hvilket er 7 sekunder under den tilladte tid på 8 minutter og 28 sekunder. 

Det placerede makkerparret som nr. 32 i feltet på i alt 46 ryttere, og de avancerede dermed betydeligt. I morgen skal de ligeledes konkurrere i ridebanespringning, hvorefter vinderen af mesterskabet vil blive fundet. 

Efter dagens terrænridt føres UVM for de 6-årige heste af den britiske rytter Mollie Summerland og Mojo e. Governor, der tager 25,1 strafpoint med sig til finaledagen i morgen. 

Stævnet kan streames direkte her.

Stævnets start- og resultatlister. 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen