Fjerde start og dansk mester

28-05-2023 22:01

Maria Lerche Mortensen

Nikoline og Poppelgårdens Da Capo har endnu ikke dannet par i to måneder, alligevel tog de en overbevisende sejr i mesterskabet for U25-paradressurryttere

Copyright Ridehesten.com
Nikoline Bjørkmann Holm Hansen og Poppelgårdens Da Capo havde flere svære øvelser i kürprogrammet til Queen-musik. Foto: Ridehesten.com/Maria L Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Allerede efter den indledende runde af Agria DRF-mesterskab for U25 i paradressur på Vallensbæk Rideklub, havde Nikoline Bjørkmann Holm Hansen og Poppelgårdens Da Capo e. Triple Tree's Prince Perfect/ Notre Bac (opdr. Elise Green) lagt sig behageligt i spidsen. I dag hev ekvipagen sejren i hus med en flot kür til Queen-musik, der blev belønnet med 73,584%, og et samlet resultat på 143,679%.

Nedsat funktion i højre side
Nikoline er 21 år og fik en hjerneskade under fødslen, hvor det center, der styrer motorikken i højre side blev beskadiget. Dengang var prognosen uvis, men familien og Nikoline har haft meget fokus på fysioterapi, ergoterapi, træning og en almindelig hverdag. Det betyder, at Nikoline har nedsat muskelstyrke og forringet finmotorik i højre side, ligesom hun ikke har sensorik i den side, hvilket blandt andet gør det svært at mærke, hvor meget hun trykker til hesten, og at hun må bruge mange flere kræfter i forhold til andre.

Helt ny paradressurrytter
Dagens mesterskab var endda Nikolines første paradressurstævne. Hun har redet i 15 år og har haft hest hjemme i cirka ti år. Hun blev klassificeret i september sidste år, og da hendes gamle pony var blevet pensioneret, måtte familien søge efter en ny makker. De søgte efter en lånehest og ringede i den forbindelse til Maria Willumsen fra Poppelgården, som familien havde kendt i mange år, fordi de vidste, at hun har et stort netværk. En time senere skrev Maria tilbage, om ikke Nikoline kunne tænke sig at låne Da Capo, der har gået alle ponyklasser med Marias datter Steffanie W. Mathisen.

– Jeg har altid beundret ham og syntes, at han var den kæreste! Sød og nem!, fortæller Nikoline om hingsten. Og fordi Nikoline er lille og spinkel, passer hun godt til ham, selvom han faktisk blot er en kategori II-pony.  

Tidspres mod DM
Første gang hun prøvede ham var den 2. april. Det var derfor knebent med stævner for at kunne kvalificere ekvipagen til stævnet, men det lykkedes i slutningen af april med to starter, begge over 68%. Så det gik også hurtigt, da der skulle laves en kür, og flere påstod, at det ikke var muligt. Men det var det, og det lykkedes flot i dag.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det har været et virkelig godt stævne, de har afholdt det megagodt, og det har været virkelig hyggeligt, fortæller Nikoline. Nu håber hun, at makkerparret sammen kan komme lidt længere, blandt andet håber hun at kunne nå at ride DRF Paracup i år, og den helt store drøm er selvfølgelig PL.

Med en god kür belønnet med 70,250%, avancerede Selma Hauch Christensen og Sweetness N e. Sir Salvador/ Florestan I (opdr. Nørrelund v/Inge Madsen) og endte således på 137,297% og sikrede sig sølvmedaljen. Bronzemedaljen tog Line Faxe og Ørsbjerggårds Zidane e. Zardin Firfod/ Aspirant (opdr. Hanna Karlsen) med hjem med en samlet score på 132,031%.

Dagens sidste klasse var den indledende runde af juniorenes Agria DRF-mesterskab. Der er lagt i ilden til en yderst spændende kürfinale i morgen kl. 12.15, for top-8 har alle redet over 70% og ligger ganske tæt, så medaljerne er på ingen måde fordelt endnu.

Sophia Boje Obel Jørgensen har lagt sig i spidsen af mesterskabet med Askari Pilekær e. Apache/ Florestan I (opdr. Anne Mette Rossen og Lars Langendorff) med 72,703%. Hun bliver forfulgt af Cornelia Munch Sinding, der red begge hendes heste til placeringer. Med Lord Hamilton e. Lord Loxley/ Dom Primero (opdr. Heike Kind) scorede hun 72,243 %, og det er derfor også den mørke vallak, hun har valgt til finalen i morgen. Tredjepladsen tog Johanne Kofod Jensen sig af med hendes makker Frida Gold 5 e. Fidertanz/ De Niro (opdr. H.-J. Heitmann) og en procentsats på 71,757%.  

Se alle dagens resultater og starttider for i morgen her. 

Ridehestens fotografer har taget billeder på både bane 1 og 2 i dag. Billederne vil kunne findes her på siden i den kommende uge.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen