Gl. Estrup - hvor land og by mødes

16-05-2025 10:08

Traditionen tro slår Gl. Estrup Landbrugsmesse teltpløkkerne i jorden og rejser teltene den 24.-25. maj, hvor der bydes velkommen til dyrskue, aktiviteter for børn og voksne, store maskiner, foredrag, kræmmermarked, hesteshows og meget mere

Copyright Ridehesten.com
Når landbrugsmessen Gl. Estrup slår dørene op, bliver det med hesteshows, dyrskuer, kåringer, madboder, børneområder, malkekvæg og meget meget mere. Foto: Privat

Når hjørnepløkkerne hakkes i, og teltene rejses til årets landbrugsmesse ved Gl. Estrup i Auning den 24.-25. maj, så er det atter med knap 500 tilmeldte dyr til dyrskue, et væld af aktiviteter for børn og voksne, skattejagt, store maskiner med elektronik, der næsten kan sende dem til månen, foredrag, torveboder, kræmmerstande, store stande, hesteshows og masser af glade mennesker i alle aldre. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat

Land og by, dyr og mennesker
De grønne marker lige inden Auning bliver den weekend fyldt med heste, malkekvæg, kødkvæg, får, høns, børns søde kæledyr til dyrskue, maskiner i alle størrelser, gøgl, markedsboder, kaninudstilling, gummi-hoppekøer, seje hunde der laver opvisning, halmrutsjebane og korncontainer på børneområdet, glade udstillere, fødevarer i fokus og ikke mindst en masse familier og interesserede fra land og by. 

At et gammeldags dyrskue kombineres med oplevelser for hele familien er netop for at opfylde sloganet "hvor land og by mødes". Sidste år havde Gl. Estrup Landbrugsmesse godt 15.000 besøgende, og i år forventes ikke færre, for messen fik utroligt gode tilbagemeldinger sidste år. Også dyreudstillingerne var glade og tilfredse, og det kan aflæses tydeligt af de 469 dyr, der i år er tilmeldt blandt heste, kødkvæg, malkekvæg, får, høns og kaniner. 

Hertil skal lægges tilmeldinger til børnedyrskuet, hvor der samlet kommer over 500 dyr på pladsen. Der kan endnu nå et komme flere tilmeldinger til børnedyrskuet, som finder sted om lørdagen. Tilmeldingsfristen er den 22. maj, så hvis I kunne tænke jer at deltage i børnedyrskuet, kan I melde til lige her

Bestyrelsen bag landbrugsmessen er stolte af den flotte opbakning fra dyreudstillere, som det store antal tilmeldte dyr vidner om. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat

Heste og ponyer i varierede hesteshows
Både lørdag og søndag om eftermiddagen vil der være flotte hesteshows. De vil består af fascinerende dressurkvadriller med store frieserheste og med de letgenkendelige fjordheste, den brogede palet, hvor alle de tilstedeværende hesteracer vises frem med to fra hver avlsretning, en visning af hesten i brug med alle dens fine facetter af brugsegenskaber, og så vil der i år være en besindighedsøvelse, hvor hestene og deres ejere skal igennem udfordringer og vise, at de kan bevare roen og komme godt igennem de forskellige tests. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat

Tivoli, traktorer og traditioner
Det velkendte tivoli får ny placering i år, men du kommer ikke til at misse det med al dens hurlumhej, pangfarver og høje forlystelser. Måske kan du også bare gå efter duften af churros? Veterantraktorerne vil atter både blive vist frem i ringene og stå parkeret oppe mod vejen, og her vil der også blive afholdt veterantraktor-ringridning. 

Hos Det Grønne Museums store udstillingsområde vil man både kunne møde mejerilauget, smedelauget, de fine gamle markmaskiner og halmbindere, prøve bueskydning helt gratis og meget andet, der kan hjælpe os til at forstå vores bånd til fortidens hårde slæb på gårdene. 

De helt nye traktorer og andre spritnye, innovative landbrugsmaskiner, gravemaskiner og lignende, kan du se rundt blandt erhvervsstandene, og så vil nogle af dem blive vist frem i maskinmønstringsringen. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat

Land og by mødes
På et rigtig godt, gammeldags dyrskue tilsat alskens oplevelser for hele familien er det oplagt, at land og by mødes. Det er ikke alle fra byen, der ved, at der er forskel på kødkvæg og malkekvæg, og at de mange hesteracer kan se meget forskellige ud, og at får også kan have rød uldpels. Men alt dette og meget mere kan man se og lære mere om, når landmændene og hesteavlerne fremstiller deres bedste dyr til bedømmelse. Som bybo får man her mulighed for at komme helt tæt på de nyvaskede og imponerende dyr - og spørg bare frit fra leveren - højt humør og stolthed er kodeordene på et dyrskue. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat

Gammel Estrup-prisen fra lokale kunstnere
Ikke blot dyr bliver bedømt og får rosetter og ærespræmier, men en af de store udstillere samt en af de mindre stande vil vinde et flot stykke kunst som erkendtlighed for at udmærke sig særligt positivt under landbrugsmessen. I år er der indkøbt syv kunstfærdige Gl. Estrup-priser hos Høbjerg Glas ved Grenå. Blandt dyrene er det den allerbedst blandt kødkvæg, malkekvæg, hest, kanin og får, der hver får Gl. Estrup-prisen. 

Lyder det som noget, du kunne tænke dig at være en del af, så pak dit gode humør og sæt kurs mod Gl. Estrup, Auning i weekenden fra den 24.-25. maj. 

Læs mere og køb din billet her. 

/Pressemeddelelse. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner