Gladiola tilbage til Bøgegården

05-05-2024 09:54

Det var en glad Jørgen Schmidt, der kunne meddele at Bøgegårdens Gladiola er vendt hjem igen. Nu er planen at hingsten skal gå med sønnen Jacob Theodor Schmidt og levere fersk sæd til hingstestationen

Copyright Ridehesten.com
Bøgegårdens Gladiola og Jacob Theodor Schmidt. Sammen med Niels Osterland har Jørgen Schmidt nu indgået et nyt samarbejde om Gladiola Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Bøgegårdens Gladiola e. Bøgegården's Graff's Stakkato/ Bøgegårdens Apollo, der indtil nu er blevet redet af Lars Nørgaard Pedersen, er vendt hjem til Bøgegården efter Jørgen Schmidt har købt Frandsbjerg Horses del af hingsten. Jørgen Schmidt og Frandsbjerg Horses ejede hver 50% af hesten. Herefter har Jørgen solgt 25% af hingsten til Niels Osterland, der til dagligt ejer og driver Syvhøjegård i Sorring, i hvert fald lidt endnu. Stedet er nemlig solgt, men Niels har planer om at fortsætte med at støtte de unge på vej i sporten. 

Jørgen Schmidt fortalte til ridehesten.com, at Niels havde købt 25% af Bøgegårdens Gladiola, med det formål at støtte Jørgens talentfulde søn Jacob Theodor Schmidt på vej i sporten: – Niels vil gerne støtte de unge i sporten, og han synes, at idéen om at Gladiola kom hjem, så Jacob havde den at ride på, var ideel. Det er sjældent man oplever det i dansk ridesport, men Niels gør noget helt særligt for de unge i springsporten, fortæller Jørgen. 

Det er ikke første gang, at Niels og Jørgen har indgået et samarbejde: – Vi har også Syvhøjegårds Unforgetable sammen, og det samarbejde har fungeret rigtig godt. Så derfor vil Niels også gerne hjælpe Jacob endnu en gang, så han kunne fortsætte med at dygtiggøre sig på Gladiola, fortsætter Jørgen, – Derudover er det også dejligt at kunne tilbyde Bøgegårdens Gladiola som fersk sæd på hingstestationen, så det at have fået ham hjem er at slå to fluer med et smæk, afslutter Jørgen Schmidt. 

Copyright Ridehesten.com
Bøgegårdens Gladiola med Jacob Theodor Schmidt sammen med Jørgen Schmidt og Niels Osterland. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Også Niels Osterland synes, at samarbejdet mellem ham og Jørgen Schmidt har været ukompliceret, hvilket også er en af grundene til, at han sagde ja til at købe sig ind i hingsten: – Vi har jo haft Syvhøjegårds Unforgetable sammen siden den gik forbesigtigelse, og så hele vejen, og det har jeg været rigtig tilfreds med. Det er et absolut ukompliceret arbejde, hvilket også er derfor, jeg sagde ja til denne aftale. 
Niels ser frem til mange gode oplevelser på sidelinjen med Jacob og Gladiola: – Jeg gør det selvfølgelig fordi jeg synes, at det er en fin hest, men det er også for at sikre, at Jacob har noget godt at ride på. Det har han selvfølgelig allerede, men med den her hest kan han få nogle rigtig gode år, og blive uddannet på den lange bane. Nu ser vi frem til, at han skal med til EM, og så må vi se, hvad det ellers kan bringe, fortæller Niels. 

Niels brænder for at hjælpe de unge ryttere frem i springsporten. Et koncept man ifølge ham ikke skal gøre op i kroner og øre, men i oplevelser: – Jeg har og har haft rigtig mange talentfulde unge ryttere til at ride for mig i mere end 25 år. Rytterne får nogle gode heste at ride på, og mine heste bliver uddannet, så for mig er det winwin, alle er glade, fortæller Niels. Han sætter også ord på, at for ham betyder oplevelserne meget mere end pengene: – Vi har skabt mange rigtig gode resultater sammen, og det har skabt mange gode oplevelser, hvilket er dét, jeg husker tilbage på. De gode oplevelser vil jeg gerne fortsætte med at skabe, sammen med mine dygtige ryttere og heste, afslutter Niels. 

 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen