Guld til Queens afkomssamling i Sdr. Hygum

31-07-2011 07:58

Signe Wiese

Avl
Der blev ikke blot fremvist flotte føl ved følskue i Dansk Varmblods region 4, der blev afholdt i Sdr. Hygum lørdag. Også en imponerende afkomssamling efter hoppen Queen fra Carsten Carstensen blev fremstillet for dommerne, der honorerede samlingen med maksimale 24 point og en guldmedalje
Copyright Ridehesten.com
Afkomssamling fra Carsten Carstensen, Rødekro. Fra venstre er det: Diamant de Revel e. Diamant de Semilly, Akando e. A'Khan Z, Daisy e. Diamant de Semilly, Diana e. Diamant de Semilly med føl e. Cosmeo, og endelig Queen e. Quidam de Revel med føl e. Comseo med ejer og opdrætter Carsten Carstensen. (Foto: Ridehesten.com)

Elitehoppen Queen e. Quidam de Revel/Nimmerdor fra Carsten Carstensen, Rødekro, er datter af elitehoppen Immerdor, der i sin tid også er tildelt guldmedalje for afkomssamling, og blandt mange afkom bl.a. har givet elitehingsten Aston DVE 668 e. A'Khan Z. Ved dagens fremstilling mødte Queen selv op med hoppeføllet Chanel e. Cosmeo. Derudover mødte yderligere fire af hoppens afkom op: Queens første afkom Sølvmedaljehoppen Diana e. Diamant de Semilly, der var sin årgangs bedste 2-årige springbetonede hoppe, mødte op med føl e. Cosmeo ved siden. Dernæste mødte den 5-årige Akando e. A'Khan Z, der var præmiehingst ved kåringen i Herning i 2009 og nu går som sportshest. Også den 3-årige hoppe Daisy e. Diamant de Semilly var med. Daisy deltog som 2-års udtaget til Eliteskuet på Vilhelmsborg. Queens vel nok mest berømte afkom, den kårede hingst Diamant de Revel sluttede samlingen. I 2008 blev Diamant de Revel kåret og bestod 35-dages materialprøve med 830 point i springning. Året efter kom han tilbage til Herning som 4-års, hvor han blev udnævnt til fløjhingst for 4-årsholdet, og senere samme år blev han placeret som nr. 4 ved DRF’s championat for 4-års heste. I 2010 blev han nr. 3 i finalen i DRF's championat for 5-års heste. Udover de heste der var med ved dagens samling, er Queen også mor til den 2-års hoppe Diva e. Diamant de Semilly, der netop er blevet udtaget til eliteskuet, hvor den skal kæmpe om titlen som bedste 2-års springbetonede hoppe.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen