Handicapridning i verdensklasse

22-05-2009 13:01

Grethe Næsby

Nordeuropas bedste handicapryttere samles i Vallensbæk i slutningen af maj til blandt andet NM og Nations Cup

De største danske og europæiske stjerner inden for handicapridning valfarter til Vallensbæk i slutningen af maj, når Sportsrideklubben Vallensbæk afholder åbent Nordisk Mesterskab, Nations Cup og internationalt handicapstævne. Der er tale om et af verdens største stævner indenfor handicapridning. Derfor har alle de største danske stjerner meldt deres ankomst, ligesom de førende ryttere fra resten af Norden, Tyskland, Belgien og Polen kommer til Vallensbæk 29. - 31. maj 2009. Et svært handicap er ingen hindring for at sidde fast i sadlen, fortæller stævneansvarlig Henrik Jørgensen fra Sportsrideklubben Vallensbæk. - En af vores mest lovende unge ryttere er den 14-årige Stinna Kaastrup. Hun mangler begge ben, men rider alligevel uden at være fastspændt. Dette bliver hendes første internationale stævne, og hun er en af favoritterne til at blive Nordisk Mester, siger Henrik Jørgensen. Handicapryttere opdeles i fire grader, hvor grad 4 betegner ryttere med de mindste handicap, mens ryttere af grad 1. er dem med de sværeste handicap. Stinna Kaastrup rider grad 1. Annika Lykke Dalskov, som er en af de førende verdensstjerner, er en anden dansk rytter, der deltager ved stævnet i Vallensbæk. Hun rider som grad 3 og kan smykke sig med titlen som verdensmester, ligesom hun vandt både sølv og bronze ved de Paralympiske Lege i Hongkong, 2008. Og der er lagt op til et stærkt dansk felt, når de danske farver skal forsvares. Den paralympiske bronzevinder Caroline Cecilie Nielsen, grad 2, har meldt sin ankomst i Vallensbæk, og lige som Annika Lykke Dalskov er hun forsvarende nordisk mester. Den forsvarende dobbelte EM-sølvvinder Henrik Sibbesen, grad 4, og Line Jørgensen, der er tidligere dobbelt verdensmester i 2003, og har vundet EM-bronze, vil ligeledes være at finde på banerne i Vallensbæk. Sportsrideklubben Vallensbæk ansøger om værtskabet til EM i 2011, og derfor vil alle sejl blive sat til for at gøre stævnet til en succes. Som noget nyt vil der f.eks. blive vist web-tv fra stævnet på Dansk Ride Forbunds hjemmeside. Det foreløbige stævneprogram er: Fredag d. 29. maj kl. 10:00 – 16:30: Første del af holdkonkurrencen i Nations Cup og Nordisk Mesterskab for hold. Lørdag d. 30. maj kl.10:00 – 18:00: Anden halvdel af holdkonkurrencerne, samt individuelle konkurrencer. Søndag d. 31. maj kl. 7:30 – 15:00: Nordisk Mesterskab i kür, og internationalt mesterskab i kür.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen