Her er Bundgaard Byg Cup-finalisterne

29-09-2026 12:14

Efter fire kvalifikationer er finalefeltet i Bundgaard Byg Cup nu fundet. Nadja Aaboe Sloth topper stillingen, men flere stærke ekvipager ligger tæt efter – og blandt dem finder man også vinderen af den sidste kvalifikation, Sophie Wilson

Copyright Ridehesten.com
De 18 finalister til årets Bundgaard Byg Cup er nu fundet. Her ses Isabell Jepsen og Gørklintgårds Montreal DWB. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fire kvalifikationer er redet, pointene er gjort op, og nu står det klart, hvilke 18 ekvipager der skal kæmpe om årets Bundgaard Byg Cup-titel. Kvalifikationsstævnerne har budt på flere forskellige vindere og en tæt kamp om pladserne, me øverst i stillingen finder man Nadja Aaboe Sloth og Satchmo, som med stor stabilitet har samlet flest point. 

VM-rytter Nadja Aaboe Sloth og den 10-årige DV-hest Satchmo e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Future Cup (opdr. Erik Mølbak) har været med helt fremme gennem kvalifikationsrækken. Ved både den første kvalifikation i Frederiksværk og den anden hos Kirstinelund blev ekvipagen nummer to, og de 40 point rækker til førstepladsen i den samlede stilling.

Det betyder samtidig, at Nadja Aaboe Sloth går ind til finalen med et solidt udgangspunkt efter de fire kvalifikationer, hvor hun altså har været blandt de bedste ved begge sine starter. Derudover vandt hun og Satchmo ligeledes det uofficielle DM i lilletur hos Randbøl Dressage Academy sidste år, så ekvipagen er efterhånden ved at få bygget et stærkt partnerskab op.

Copyright Ridehesten.com
Nadja Aaboe Sloth og Satchmo er samlet bedst over alle fire kvalifikationer. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Blot to point efter førerekvipagen ligger Isabell Jepsen og Gørklintgårds Montreal DWB. Ekvipagen har samlet 38 point og havde en særdeles stærk start på årets Bundgaard Byg Cup, da de vandt den første kvalifikation i Frederiksværk.

Ved den sidste kvalifikation i Solrød sluttede Isabell Jepsen og den 11-årige DV-vallak e. Métall/ Sunny-Boy (opdr. Jørgen Ravn) som nummer fire. Søndag leverede de samtidig kvalifikationens højeste kürresultat, da de red til imponerende 74,458%. Det var dog ikke nok til at vinde den samlede kvalifikation, da Sophie Wilson og Freddie holdt fast i føringen fra lørdagens Intermediare I.

Rune Willum Hansen og Dudley Pax e. Hesselhøj Donkey Boy/ Sezuan (opdr. Stutteri Pax I/S) følger lige efter på tredjepladsen med 37 point. Parret blev nummer tre ved den første kvalifikation i Frederiksværk og sluttede senest som nummer fem i Solrød. Også her er der tale om en ekvipage, der har formået at samle point ved flere af kvalifikationerne og dermed holde sig helt fremme i kampen om finalen.

Copyright Ridehesten.com
Rune Willum Hansen og Dudley Pax. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard
Fakta
Bundgaard Byg Cup 2026

Bundgaard Byg Cup 2026 afvikles over fire spændende kvalifikationsstævner fordelt rundt i landet, og afsluttes med en spændende finale i starten af efteråret. 

1. kvalifikation: Den 17.-19. april, Frederiksværk Rideklub
2. kvalifikation: Den 19.-21. juni, Kirstinelund Sportsrideklub
3. kvalifikation: Den 4.-6. september, Dansk Varmblod Rideklub (Vilhelmsborg)
4. kvalifikation: Den 25.-27. september, Solrød Rideklub
FINALE: Den 8.-11. oktober, Stutteri Ask

Fold up

Tæt kamp om toppen
På fjerdepladsen med 33 point finder man Emilie Røy og Fritzeck 2 e. Fiorano. Ekvipagen sluttede som nummer fire ved kvalifikationen hos Kirstinelund, inden de ved Dansk Varmblods kvalifikation på Vilhelmsborg leverede et endnu stærkere resultat og red sig ind på andenpladsen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Herefter bliver stillingen meget tæt. Freja Oline Skovhus Lindblad og Egelund Yurell har samlet 32 point og deler femtepladsen med Sophie Wilson og Freddie.

Freja og Egelund Yurell e. Blue Hors Farrell/ Temptation Wind XX  blev nummer syv hos Kirstinelund, men slog siden til ved kvalifikationen hos Dansk Varmblod på Vilhelmsborg, hvor de tog sejren og dermed sikrede sig værdifulde point til den samlede stilling.

Sophie Wilson og Freddie e. Franklin/ Florencio I (opdr. Vivi og Christian Vang Lauridsen) har til gengæld sluttet kvalifikationsrækken med et brag. Parret blev nummer syv ved den første kvalifikation i Frederiksværk, men ved den fjerde og sidste kvalifikation i Solrød var de bedst. 

Her vandt Wilson og Freddie lørdagens Intermediare I med 71,728% og fulgte søndag op med 73,792% i kür. Det gav 145,520% samlet og dermed sejren i den sidste kvalifikation. De 32 point, som Wilson har samlet gennem rækken, er samtidig nok til at placere dem helt fremme i den samlede stilling.

Copyright Ridehesten.com
Freja Oline Skovhus Lindblad og Egelund Yurell. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

18 ekvipager skal ride finalen
Med weekendens kvalifikation i Solrød er der dermed sat punktum for kvalifikationerne i årets Bundgaard Byg Cup. De fire kvalifikationer har fordelt pointene, og de 18 ekvipager med flest point har nu sikret sig adgang til finalen.

Finalen afvikles fra den 8.-11. oktober hos Blue Hors og Stutteri Ask. Her begynder alle finalister på ny, og finalen består af Intermediare I og Intermediare I kür. Alle ekvipager går videre til küren, såfremt de opnår minimum 60% i første afdeling.

Den endelige vinder findes på baggrund af de samlede procenter fra de to finaleklasser. Ved samme samlede procent er det placeringen i küren, der afgør resultatet.

Dermed venter der nu de 18 finalister en sidste kamp om den prestigefyldte Bundgaard Byg Cup-titel. Se hele finalefeltet i faktaboksen nedenfor.

Fakta
Finalisterne i Bundgaard Byg Cup 2026

De 18 bedst placerede ekvipager fra de fire kvalifikationsstævner, der overholder reglerne for kvalifikation, skal ride finale hos Stutteri Ask og Blue Hors fra den 8.-11. oktober. 

Finalefeltet

  1. Nadja Aaboe Sloth og Satchmo - 40 point
  2. Isabell Jepsen og Gørklintgårds Montreal DWB - 38 point
  3. Rune Willum Hansen og Dudley Pax - 37 point
  4. Emilie Røy og Fritzeck 2 - 33 point
  5. Freja Oline Skovhus Lindblad og Egelund Yurrell - 32 point
  6. Sophie Wilson og Freddie - 32 point
  7. Maria Julia Cabral Vasconcelos og Elverhøjs Polka Royal - 30 point
  8. Susanne Barnow og Midt-West Franceska - 25 point
  9. Maria Vistrup og Drisdal's Royal Mezzi - 25 point
  10. Sanne Glamgaard og Svante G. - 18 point
  11. Maria N. Kristensen og Becas Zuper Sonic - 13 point
  12. Rikke Jørgensen Langergaard og Sams Stratego - 13 point
  13. Helene Brinck og Møgelvangs Kashmir - 11 point
  14. Ida Tach og Santana M. - 7 point
  15. Emilie Lundquist Madsen og Fashion - 4 point
  16. Didde Marie Jessen og Fillini Klint - 4 point
  17. Susanne Juhl Christensen og Tempus San - 4 point
  18. Malou Prainer Hansen og Fritz V. - 4 point
Fold up
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner