Hvem vinder DM for ponyhold?

28-07-2025 15:34

I weekenden byder Frederikshavn Rideklub for 16. gang velkommen til Agria DRF-mesterskabet i ponydressur for klubhold, hvor der sideløbende også afvikles Horseworld Danmarks Cup for hold. I alt er 45 hold tilmeldt de to mesterskaber, som starter fredag den 1. august

Copyright Ridehesten.com
I denne weekend løber Agria DRF-klubmesterskabet for ponydressur af stablen, hvem mon løber med sejren? Sidste år vandt Højris Rideklub. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

I denne uge samles nogle af landets dygtigste ponydressurryttere i det nordjyske, når Frederikshavn Rideklub fra den 31. juli til 3. august byder velkommen til en af årets helt store højdepunkter i dansk ponydressur. Klubben åbner nemlig dørene til Agria DRF-mesterskabet i dressur for klubhold for ponyer for 16. gang, og for anden gang er de også vært for den populære Horseworld Danmarks Cup. I alt er 45 hold tilmeldt fordelt på både DM- og Danmarks Cup-hold, og stævnepladsen kommer til at summe af aktivitet, spænding og stævneglæde fra morgen til aften. 

15 hold jagter DM-medaljer
Der er lagt op til en intens og seværdig mesterskabsweekend, når 15 klubhold skal dyste om danmarksmesterskabet i dressur for klubhold for ponyer. Mesterskabet afvikles over to runder - en kvalifikation og en finale - hvor det samlede resultat afgør, hvem der løber med medaljerne. 

Holdene består af tre eller fire ryttere fra samme klub, og der rides forskellige programmer alt efter holdets sammensætning. Kun de tre bedste resultater tæller, hvilket så her er der altså tale om både at ride stabilt og præcist. Hvis to hold ender med samme antal point efter begge runder, er det den højeste individuelle score, der bliver udslagsgivende. Hver eneste procent tæller, så der er tæt konkurrencen hele vejen til sidste ekvipage i finalen. 

Fakta
Følgende hold stiller op til DM

Der er i alt 15 klubhold tilmeldt Agria DRF-holdmesterskab i ponydressur, som endnu en gang har gjort sig meget umage med både navne og temaer. 

Følgende hold er tilmeldt:

  • Cedergaard Sportsrideklub - Team Magic Power Ponies
  • Cedergaard Sportsrideklub - Team Magic
  • Esbjerg Og Omegns Rideklub - Team EOR
  • Faxe Køre- og Rideforening - Spa-pigerne
  • Fredericia Sportsrideklub - Team Lyager
  • Herning Rideklub
  • Hestehavens Rideklub
  • Hovgaard Rideklub - Hovgaards Røde Racere
  • Midtsjællands Rideklub
  • Solrød Rideklub - Solrød's Minions
  • Sportsrideklubben - Team Equilannoo
  • Sportsrideklubben - Polo Power
  • Sportsrideklubben Lerbæk - Team Buzz
  • Vamdrup Rideklub - Team Sukkerchok
  • Vallensbæk Rideklub - The Teletubbie
Fold up
Copyright Ridehesten.com

Horseworld Danmarks Cup - stærkt felt og stor bredde
Mens de 15 DM-hold kæmper om medaljer, rider hele 30 yderligere hold om sejren i den populære Danmarks Cup. En konkurrence, der er blevet et populært alternativ for de ekvipager og klubber, der ikke stiller op til hold-DM. Her er niveauet stadig højt, og der er masser af talent og spænding på banen. 

Danmarks Cup giver plads til bredden og nye ryttere, der skal prøve kræfter med en holdkonkurrence, og mange klubber prioriterer at stille med et hold for at give deres ryttere stævneerfaring i professionelle rammer. Det giver et stærkt og levende stævnemiljø, hvor man både kan heppe på nogle af landets dygtigste ponyryttere og give nye stævneryttere en god oplevelse i holdsporten. 

Copyright Ridehesten.com
Der er altid god stemning og højt humør ved stævnet i Frederikshavn. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

Stor opbakning og festlige rammer
Frederikshavn Rideklub har igen i år gjort en stor indsats for at skabe optimale forhold for både ryttere, ponyer og publikum. Anlægget er blevet gjort flot i stand med ny maling og hegn, cafeteriet har fået nyt tag, og der store festtelt er allerede rejst og klar til den traditionsrige rytterfest med fællesspisning, der venter i weekenden. 

Hele 438 personer er allerede forhåndstilmeldt til rytterfesten, der altid er garant for stærkt fællesskab og social samvær, som kendetegner netop stævnerne i Frederikshavn. Også det lokale erhvervsliv bakker flot op som sponsorer, hvilket blandt andet betyder flotte præmier til vinderne og ekstra oplevelser for alle deltagerne. 

Frederikshavn Rideklub har efterhånden markeret sig som en erfaren rideklub, når det kommer til afvikling af hold-DM for ponyer. Deres erfaring, store engagement og evne til at skabe en stemning ud over det sædvanlige, gør stævnet til noget helt særligt år efter år. 

Vi gør os umage for at give alle en oplevelser, de husker - både sportsligt og socialt. Det handler om at skabe en stemning og et fællesskab, som rækker langt ud over ridebanerne, siger formand for Frederikshavn Rideklub, Anne Pedersen

Weekenden byder både på sportslige højdepunkter, socialt samvær og masser af inspiration for både erfarne og mindre erfarne ryttere. På lørdag afgøres finalerne, og dermed bliver spændingen om medaljerne også udløst. 

Copyright Ridehesten.com
Hele 15 hold er tilmeldt DM-klassen. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

Se tidsplan og startlister på Equipe. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner