Nr. tre i Special. –Jovian er "unreal", siger Kittel

03-03-2024 12:50

Der blev redet CDI3* Grand Prix Special i Lier i går aftes. Charlotte Dujardin tog igen sejren med sit nye stjerneskud, mens Patrik Kittel og Jovian endte på tredjepladsen i deres første Special sammen. Jovian kiggede meget, men er en fantastisk hest, fortæller Kittel til Ridehesten

Nyheden fortsætter efter annoncen

I fredags havde den svenske landsholdsrytter Patrik Kittel sin stævnedebut på Jovian e. Apache/ Tango, som han for mindre end to måneder siden overtog tøjlerne på, efter Andreas Helgstrands udelukkelse fra landsholdsaktiviteter i 2024. 

I går aftes var det makkerparrets Grand Prix Special debut. Det foregik som i fredags i belgiske Lier, hvor der hele ugen har været internationalt dressurstævne.

Jovian var noget på dupperne i ridtet i Specialen. Travprogrammet var overordnet fint og flydende, og den store hest ser imponerende ud, når den kommer over stepperne i en fri trav. Hingsten var rigeligt fremadgående i piafferne, der manglede lidt rytme. Særligt i skridt– og galopprogrammet havde Jovian store øjne, hvor det så ud til at være svært at være Kittel, der dog håndterede spændingerne fint og roligt. Den første af galoppirouetterne var god, mens den anden var mere spændt. Der indløb et par småfejl med bl.a. en taktfejl til slut i trav, men der var også gode fine momenter. Den vågne Jovian fik trods masser af ros og stryg på halsen efter turen, og mon ikke den nye spændende ekvipage nok skal finde mere ind til hinanden. I aftenens Special red de til 73,298%, der, især med udfordringerne taget i betragtning, må siges at være et fint resultat.

Patrik Kittel fortæller i dag på bagkant af ridtet til Ridehesten, at han er super tilfreds med Jovian og siger desuden:

Jovian er fantastisk, og jeg var på 85% i lang tid. Han blev bange for sin egen skygge, og jeg blev nødt til at være meget fokuseret og afslappet for at få ham til ikke at kigge. Han er en stor dreng med et stort hjerte, og han er meget sensitiv. Jeg føler mig meget heldig over at få lov at ride ham, men det tager tid at bygge et partnerskab op – det var det samme med Fiontini og Bohemian. Jeg elsker processen, og jeg elsker at arbejde hen imod at blive et team med hesten, lyder det fra Kittel, der også siger, at hans erfaring hjælper ham med at tro på projektet:

Jeg har redet i lang tid, så jeg ved, at det bare handler om at blive ved med at bygge selvtillid op, og så når man sine mål med tiden. Som man siger, er rejsen vejen til målet.

Dujardin i top
Klassens vinder blev som i fredags Charlotte Dujardin, der har medbragt den 10–årige hoppe Alive and Kicking e. All At Once/ Fürst Piccolo 2 til Lier. Det harmoniske par red til 75,192% i deres første internationale Grand Prix Special. Ifølge FEI's database har hoppen været startet internationalt to gange før dette stævne. Det foregik i 2022 med den britiske ungrytter Charlotte Mcdowall, og nu har Dujardin fået fornøjelsen af den lille hoppe. 

Hoppen var i programmet fin og harmonisk i fronten med en let kontakt, og Dujardin sad som altid elegant. Højdepunkterne var bl.a. de aktive piaffer og de balancerede galoppirouetter. Der indløb en enkelt fejl i de ni etterchangementer mellem pirouetterne, men ellers var det er relativt fejlfrit program, og ekvipagen viser fine takter. Mon Dujardin har fået sig en ny stjerne?

Nyheden fortsætter efter annoncen

Mellem Dujardin og Kittel var tyske Semmieke Rothenberger at finde. Hun red på Flanell e. Apache/ Blue Hors Don Schufro, og det blev til 74,426% og en dertilhørende andenplads efter et godt program.

Copyright Ridehesten.com
Den engelske landsholdsrytter Charlotte Dujardin har redet Grand Prix på et utal af heste. Nu er hun klar med et nyt stjerneskud. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Der blev også redet CDI3* kür i Lier i går, så rytterne fra fredagens trestjernede Grand Prix kunne selv bestemme om de ville stille til start i Grand Prix Special eller kür. I fredags blev Charlotte Fry nr. to, og hun valgte at starte kür lørdag. Det resulterede i en sejr med 76,605% på den Van Olst–ejede KWPN–hingst Nespresso e. Negro/ Tenerife VDL. 

Malin Wahlkamp Nilsson, der er ansat som rytter hos Patrik Kittel, blev nr. to på Zackson e. Blue Hors Zack/ Don Primero med 76,020%. 

I küren var også Nicola Louise Ahorner med DV–hesten Marshall–Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellino (opdr. Tina Christoffersen og Nicolai Jepsen), der tidligere blev redet af Daniel Bachmann Andersen, til start. De blev nr. 10 med 69,275%.

Også CDI4*
Lørdag blev der taget hul på første del af den CDI4* tur i Lier. Her vandt Therese Nilshagen Grand Prix klassen på sin mangeårige partner Dante Weltino OLD e. Danone 4/ Welt Hit II, der nu er 17 år. De red til 73,848%. Tyske Dorethee Schneider blev nr. to lige bagefter med 73,522%.

På stævnets sidste dag rides der både firestjernet Grand Prix Special og Grand Prix Kür. 

Følg med på Clip My Horse TV (og husk at du kan se gratis med i lille skærm).

Stævnets start– og resultatlister.

Kristine Ulsø Olsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen