Annika Knudsen Lorentsen
Søren Møller Rohde har i denne uge været til start ved CSI5*-W-stævne i Bordeaux, Frankrig, hvor han med hestene Grace Ask e. Darco/Contender og Evolution Ask DWB e. Zirocco Blue/Cheenook (opdr. Linus Camitz) har leveret gode runder.
Stævnet startede med, at Søren fredag red sig til en 10. plads i en 145 cm-klasse i sadlen på Evolution Ask DWB, mens han leverede en fejlfri runde i en 150 cm-klasse med Grace Ask. Lørdag var det blevet tid for World Cup-konkurrencen, hvor Søren i sadlen på Grace Ask leverede en flot præstation, desværre med to nedslag.
Det helt store højdepunkt for Søren og hans team var på stævnets sidste dag, hvor han i dag leverede et absolut topresultat i den 160 cm-høje Grand Prix. Her red han den 10-årige Evolution Ask fejlfrit igennem både hovedrunde og omspringning, og det sikrede ekvipagen en flot sjetteplads ud af 31 ekvipager.
Startede karrieren under Karen
Evolution Ask DWB har Stutteri Ask, hvor Søren er chefberider, erhvervet sig på Dansk Varmblods Elitefølauktion tilbage i 2016. I 2021, 2022 og 2023 gik vallakken UVM på Zangersheide under Karen Møller Rohde for henholdsvis 5-, 6- og 7-års heste. Som 5-års var han i finalen, mens han de to andre år ligeledes leverede gode præstationer. Det var altså Karen, der stod for den første uddannelse af Evolution Ask DWB, og sammen red de mange internationale stævner op til 145 cm-niveau.
I 2024 overtog Søren tøjlerne, og i starten af 2025 debuterede de i 155 cm internationalt, mens de i juli red 160 cm ved Nations Cup i Falsterbo. I slutningen af året red de deres anden internationale 160 cm-klasse ved det 5-stjernede World Cup-stævne i Lyon. Her sluttede de som nr. 15.
I dag har de så redet deres tredje internationale 160 cm-klasse, og her leverede de som nævnt to flotte fejlfrie runder. Grand Prix-klassen blev vundet af schweiziske Martin Fuchs foran Victor Bettendorf fra Luxembourg og Michael Jung fra Tyskland.
Mulig VM-hest for Søren
Sidste år var Søren Møller Rohde på det danske landshold ved EM i A Coruna, og siden har han haft en del deltagelser ved 5-stjernede stævner, hvor han har leverede gode runder. Det var med hesten Grace Ask, at Søren red EM sidste år, men med de seneste præstationer fra Evolution Ask, ser det ud til, at Søren har to heste i spil frem mod en mulig udtagelse til VM senere på året. VM afholdes i Aachen til august, og her skal Danmark stille med et hold.
Såfremt det lykkes Søren at blive udtaget til at være en del af dette hold, vil det blive hans tredje internationale senior mesterskab, men hans første VM.