Spændende springweekend hos Næstved

08-08-2025 11:24

Næstved Sportsrideklub åbner op til fire dage med springning, spænding og hyggeligt samværd midt i de historiske rammer på den gamle Garderhusarkasserne. Her venter spændende klasser, træningsmuligheder og den populære Walber Cup

Copyright Ridehesten.com
Næstved Sportsrideklub åbner i næste weekend dørene til springstævne med fjerde kvalifikation af Walber Cup. Foto: Privat

I næste uge, fra den 14.-17. august, summer den gamle Garderhusarkaserne i Næstved af springglade heste og ryttere, når Næstved Sportsrideklub åbner dørene til et stemningsfyldt landsstævne med fjerde kvalifikation af den populære Walber Cup - og du kan stadig nå at melde til. 

Torsdag den 14. august er der træningsdag med showklasser fra 70 til 120 cm, hvor der er mulighed for at prøve banen i afslappede rammer, inden det for alvor går løs med stævnet. Fra fredag til søndag er der nemlig klasser fra LB1* til MA2** på programmet, hvor nogle af landets dygtigste ekvipager dyster om placeringerne. Derudover afvikles fjerde kvalifikation af den spændende Walber Cup, hvor dygtige hold tørner sammen i kampen om de sidste point inden finalen. 

Stævnet afvikles i de naturskønne og historiske omgivelser på den gamle Garderhusarkaserne, hvor klubben råder over en 90x70 meter fiberbundsbane, omgivet af kastanjetræer og bygninger fyldt med historie. Til dette stævne bliver opvisningsbanen 90x50 meter og opvarmningsbanen 90x20 meter, så både ryttere og heste får optimale forhold. 

Copyright Ridehesten.com
Den store bane ligger i smukke omgivelser med kastanjetræer og historiske bygninger. Foto: Privat

Publikum kan nyde udsigten over banen fra terrassen langs ridehuset, hvor caféen, Næstved Sportsrideklubs Venner, sørger for lækker forplejning. Der er desuden gode parkeringsforhold, fast bund på teltstalde samt offentlig transport lige til døren - så alle har mulighed for at komme og være med i den gode stemning. 

Bestyrelsen og stævneudvalget hos Næstved Sportsrideklub arbejder målrettet på at sætte klubben tilbage på landkortet for dansk ridesport, og de glæder sig til at byde både ryttere, sponsorer og tilskuere velkommen til fire dage med sport, hygge og springglæde. 

Kunne du tænke dig at være med til et stævne i helt fantastiske omgivelser, så kan du stadig nå at melde til. Sidste tilmelding er i dag, den 8. august 2025, og du kan tilmelde dig via DRF Go lige her

I videoen herunder kan du få et indblik i det fantastiske setup, som Næstved Sportsrideklub står klar med under landsstævnet i næste uge: 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner