Spænding i Jysk Mesterskab i dressur udløses søndag

09-12-2017 21:02

Sportsrideklubben Aalborgs faciliteter på Finstrupgaard danner i disse dage rammen om det jyske mesterskab i dressur, hvor Maja Juul, Dennis Fisker og Severo Jurado i dag har vundet mesterskabsklasserne

Copyright Ridehesten.com
Dennis Fisker og Rosenstolz.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Søndag afgøres Jysk Mesterskab i dressur i kategorierne Middelsvær, Svær og Grand Prix på Finstrupgaard ved landsstævnet i Aalborg. Flere ekvipager har allerede  markeret sig stærkt, men intet er afgjort, før de tre finaleklasser har fundet sted i morgen. Det er ekvipagernes bedste resultat fra fredag eller lørdag, der sammenlagt med søndagens resultat, udgør deres samlede score i mesterskabet.

I den middelsvære tur har Maja Juul fra Brovst taget teten med den blot 6-årige tyske hoppe Grosse Freude e. Fürstenball/ De Niro med sejr i fredagens MB1 og igen i lørdagens MB2. I morgen afgøres klassen i en MB3.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I den svære tur blev det fredag til en delt førsteplads i Prix St. Georges imellem Sanne Henningsen fra Glamsbjerg med Gasolin e. Blue Hors Doolittle/ Tiberias (opdr. Klaus Munkedal) og Dennis Fisker med Rosenstolz e. Rotspon/ De Niro. Dennis Fisker, der rider for Frederikshavn Rideklub, blev også nr. 3 med Carlton Hill VDL e. Uphill/ Vincent. Lørdag sejrede Dennis Fisker og Rosenstolz i Intermediaire I med 72,895% foran Thomas Sigtenbjerggaard og Full Moon e. Florencio I/ Rubinero. Sanne Henningsen havde lige som Dennis Fisker med sin anden hest valgt at starte lørdagens MA, der ikke tæller med i mesterskabet, som afgøres søndag i Prix St. Georges. 

Den lokale SAO-berider Nikolaj Kowalski tog fredag  sejren i Intermediaire II med tyskfødte Kronborg's Highlight e. Hochadel/ Riccione med 65,921%, men i lørdagens Grand Prix kom Helgstrandrytteren Severo Jurado til start på Sir Schiwago og sejrede med 73,467%. Grand Prix-mesterskabet afgøres i morgen i Grand Prix Special.

Se alle resultater fra landsstævnet i Aalborg HER.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen