Annika Knudsen Lorentsen
Det er altid med stor interesse af hesteverdenen følger det prestigefyldte 5-stjernede springstævne, som blev afholdt til tyske Hamborg i sidste uge, og som har været en tradition igennem mange år. En af hovedattraktionerne ved stævnet, er det prestigefyldte og frygtindgydende German Jumping Derby, også kendt som Hamborg Springderby, som hvert år afvikles på verdens måske mest krævende springbane.
Banen, som rytterne og hestene skal formå at gennemføre, består af 17 forhindringer, som i alt tæller 26 spring, da der i løbet af banen er mange kombinationer og svære forhindringer, som skrænter og banket. Igennem årene er det kun få ryttere forundt at være kommet fejlfrit igennem banen, og man skriver sig altså ind i historiebøgerne, når man lykkes med denne bedrift.
Der er normalt blot en enkelt eller to, af de ryttere, der stiller op i konkurrencen, der kommer fejlfrit igennem, og i år var det netop to ekvipager, der var fejlfrie i hovedspringningen. Det drejede sig om tyske Andre Thieme og spanske Esteban Benitez Valle, som begge var fejlfrie på den 155 cm høje derbybane. De skulle derfor ride om sejren i omspringningen, hvor kun tyskeren gennemførte, og dermed kan Andre Thieme kalde sig vinder af German Jumping Derby 2025.
Andre Thieme red den 11-årige hest Paule S e. Perigueux/Sir Shutterfly, og sammen kunne de lade sig hylde som vindere af derbyet 2025.
Dansk derbyhistorie blev skrevet i 2023
Det er ikke ofte, at en dansker har deltaget i derbyet i Hamborg, og endnu sjældnere er det gået rigtig godt. I 2023 skete der dog det sensationelle, at den dengang blot 21-årige danske Caroline Rehoff Pedersen gennemførte banen fejlfrit med hesten Calvin 115 e. Castelan 3/Colman. Dengang leverede Caroline den 160. fejlfrie runde i historien i det tyske derby, og sikrede sig andenpladsen, kun overgået af den unge tyske rytter, Marvin Jungel, som var den eneste anden, der i 2023 gennemførte banen fejlfrit.
Se videoen af runden leveret af Caroline og Calvin fra 2023 nedenfor.