Van Olst hingste i OL–fokus

27-02-2024 10:16

Glamourdale og Everdale vil ikke være tilgængelige gennem frisk sæd i 2024, da deres fokus skal dedikeres særligt meget til sporten i år

Hingsteholder Gertjan van Olst og danske Anne van Olst driver Van Olst Horses i Holland, hvor KWPN avlshingste som verdenmesteren Glamourdale e. Lord Leatherdale/ Negro og den nylige World Cup–kvalifikationsvinder Everdale e. Lord Leatherdale/ Negro  er at finde i stalden. 

Ægteparret har fornyligt annonceret på deres hjemmeside, at Glamourdale og Everdale kun vil være tilgængelige via. frostsæd i 2024 med den begrundelse, at hingstene skal have ro til sporten i dette OL–år. Van Olst Horses skriver:

Bedækningssæsonen er næsten over os. Udover avl er sport på højeste niveau også meget vigtigt for os, især i dette olympiske år. Med de olympiske Lege i Paris i udsigt, er vores fokus på dette for de to hingste.

Copyright Ridehesten.com
Gertjan van Olst, Lottie Fry og Anne van Olst. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Engelske Lottie Fry, der for alvor kom på verdenskortet til VM i Herning i 2022, er den heldige rytter af de to hingste, og hun er da også en næsten sikker kandidat med sandsynligvis en af disse hingste til det engelske landshold, når OL–holdet skal sættes. Foruden VM–sejren med Glamourdale blev det også til hold–guld og kür–sølv til EM i Riesenbeck sidste år, og nu står den måske på OL. Med Everdale har Fry tidligere redet OL, det var i Tokyo i 2021, hvor det blev til hold–bronze for det engelske hold.

Også 29–årige Negro e. Olympic Ferro/ Variant, Anne van Olst tidligere stjernehest, vil kun være tilgængelig via. frostsæd i år. Han trives dog forsat i stor stil på den hollandske hingstestation.

Hvis du vil læse mere om Van Olst Horses, så find januarnummeret fra 2023 frem, hvor Ridehesten besøgte hingstestationen.

Kristine Ulsø Olsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen