Vidste du det om Lagano?

07-05-2010 12:36
Århundredets hingst i dansk ridehesteavl, holsteren Lagano, var ud af samme hoppestamme som en af fremtidens formodentligt store beskelere

At Lagano var en éner, har vi i Danmark vidst i mange år. Siden hen har tyske hippologer i Holsten udtalt, at Lagano var af en sjælden kaliber og havde han stået i Tyskland, havde han opnået verdensberømthed på højde med Landgraf I. Lagano var efter Ladykiller xx-sønnen Leander og hoppen Las Vegas efter Roman/Aldato. Som det ofte er tilfældet spiller moderhoppen og ikke mindst hoppestammen en vigtig rolle i en hests potentiale som avlsdyr. Hingsten Leander har ikke gjort noget stort væsen af sig, men det har Laganos mor Las Vegas. To år efter Lagano blev født, fik Las Vegas hoppeføllet Sevada (født Lausanne) e. Landgraf I - altså en trekvartsøster til Lagano. Sevada fik som 4-års hoppeføllet Wippe e. Caletto II og hun, Laganos niece, blev under navnet Classic Touch mere end blot almindelig kendt i sporten. Classic Touch vandt under Ludger Beerbaum individuelt guld ved OL 1992 i Barcelona i en alder af otte år! Familietræet gik videre, da Classic Touch allerede som 4-årig blev mor til hoppeføllet Cantate Touch e. Capitol I. Denne skimlede hoppe gik efter en international springkarriere også i avlen og fik 2007 (i en alder af 19 år) et rødt hingsteføl efter Untouchable (Hors de la Loi/Heartbreaker/Carthago Z), der under navnet Untouched stod som reservefløjhingst ved Westfalerkåringen i november 2009 og af det fagkyndige publikum blev udråbt som årets bedste springhingst. Untouched er siden hen placeret i Top Ti på en hitliste over tidens mest eftertragtede, nulevende hingste indenfor springhesteavlen.

Læs evt. om Untouched i magasinet Ridehestens artikel om Westfalerkårinen i januarnummeret fra 2010 på s. 36.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen