Visionsdag hos Vilhelmsborgs Venner

21-06-2025 10:08

For mindre end en måned siden blev den nye forening Vilhelmsborgs Venner stiftet ved en stiftende generalforsamling, og i går holdt de deres første visionsdag

Copyright Ridehesten.com
I går, fredag den 20. juni, holdt bestyrelsen i Vilhelmsborgs Venner en visionsdag. På billedet ses Mette Valbjørn, Anne-Mette Binder, Astrid Hedeman, Lone Jakobsgaard og Lea Thybo. Foto: Privat

Onsdag den 21. maj blev den nye støtteforening Vilhelmsborgs Venner en realitet, da de ved en stiftende generalforsamling fik valgt den nye bestyrelse, der skal stå i spidsen for foreningen. Foreningen har til formål at støtte udviklingen og bevarelsen af Vilhelmsborg som centrum for ridesportslige og uddannelsesrelevante aktivteter på alle niveauer, samt alsidige fritidstilbud for lokalområdets borgere og andre interessenter. 

I går, fredag den 20. juni, havde bestyrelsen i foreningen så sin første visionsdag, hvor visioner for fremtiden i foreningen blev drøftet. Her blev man hurtigt enige om, at det store "why" for at være en del af dette spændende, frivillige arbejde er, at Vilhelmsborg skal forblive et levende samlingspunkt, hvor det tætte møde med hestens verden skaber glæde, fællesskab og et aktivt udeliv - både i dag og i morgen. 

Copyright Ridehesten.com
Vilhelmsborgs Venner er en nystiftet støtteforening, der vil støtte udviklingen og bevarelsen af Vilhelmsborg. Foto: Privat/ Vilhelmsborg

Idéer var der mange af, men i første omgang blev bestyrelsen enige om, at følgende to spor prioriteres:

  1. Kultursporet, der skal åbne Vilhelmsborg for en større målgruppe og gøre stedet mere attraktivt og interessant ift. de mange små skatte og historier, stedet gemmer på. 
  2. Renoveringssporet, der fokuserer på de mange nødvendige udbedringsprojekter, som er afgørende for en fremtidssikring af Vilhelmsborg. 

Derudover besluttede bestyrelsen at igangsætte initiativer til, hvordan foreningen kan støttes gennem for eksempel sponsorater, ansøgninger om fondsmidler og "bliv ven-kampagner", og der vil i efteråret blive inviteret til et åbent hus-arrangement for alle stedets brugere, venner samt lokalområdets borgere. 

Lær meget mere om den nye forening her. 

Fakta
Bestyrelsen i Vilhelmsborgs Venner

På den stiftende generalforsamling den 21. maj blev følgende bestyrelse valgt ind: 

  • Lea Thybo, formand
  • Lone Jakobsgaard, næstformand
  • Astrid Hedeman, bestyrelsesmedlem
  • Mette Valbjørn, bestyrelsesmedlem
  • Anne-Mette Binder, bestyrelsesmedlem

Derudover har Bent Neergaard velvilligt stillet sig til rådighed som konsulent og rådgiver for støtteforeningen. 

Fold up
Annika Knudsen Lorentsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen