9 ting om at sige farvel

10-07-2016 12:03

Heste er balsam for sjælen, og det er enhver hesteejers største frygt at skulle sige farvel til sin bedste ven – her er 9 ting, der er værd at vide om at miste

Copyright Ridehesten.com

Når den svære beslutning skal tages og der intet andet er at gøre, så er det ikke altid lige nemt at forholde sig til at skulle sige farvel til sin sjæleven. Ikke desto mindre er der en række ting, som kan være med til at forberede dig på det svære farvel.

Det er aldrig en nem beslutning

Hvis hesten er udsat for en frygtelig ulykke, kan man risikere at måtte sige farvel ret hurtigt og i disse situationer, er der sjældent så meget at tænke over. Men i langt de fleste tilfælde er det grundet alderdom eller en en længerevarende skade, at man skal overveje, hvornår man bør sige farvel til sin hest. Her er det vigtigt at tro på, at man træffer den rette beslutning – især for hesten. Føl ikke skyld eller skam over den beslutning du vælger.

Skal man blive eller ej                   

Beslutningen om at skulle blive ved hestens side til det allersidste er en meget individuel beslutning, hvilket kan være en af de sværeste beslutninger for hesteejeren. Nogle ønsker at være ved deres heste til det sidste, og andre ønsker ikke at se det, men at huske hesten for dens levende tid. Mærk efter inde i dig selv og tag den beslutning, der føles rigtig for dig.

Det er i orden at være bange

For mange er det ligeså hårdt at miste en hest, som det er at miste et familiemedlem. Derfor skal du ikke være bange for at tillade dit tab at fylde det, som det skal og bør for dig. Det er afgørende for din sorgproces og dine muligheder for at komme videre, at du er i stand til at gøre lige netop det, der er bedst for dig under sådanne omstændigheder. Med tiden vil du få det bedre og føle, at du traf den rette beslutning.

Hvad sker der bagefter?

Du kan måske føle, at du ret hurtigt får et behov for at udfylde tomrummet efter din netop afdøde hest. Det er vigtigt i denne forbindelse ikke at føle skyld eller anger over at ville se sig om efter en ny ledsager på banerne. Det kan ofte tilføre positive oplevelser, der kan være tiltrængt i tider som disse – husk også på at hestene har det med at finde vej til os, før du ved af det, så melder din nye sjæleven sin ankomst, betyder det ikke, at du ikke elskede din gamle hest mindst lige så højt.

Lad hjertet hele

Om nødvendigt kan det også være fornuftigt for mange at lade hjertet komme sig, og give sig selv ro og tid til at hele. Selvom der sikkert er masser af venner og veninder, der gerne lader dig få en ridetur på deres heste eller begejstret fortæller om en hest, der ville være perfekt for dig, så lad dig ikke bare overtale, hvis du føler, at du har et behov for at mærke efter i dig selv og lige nyde en pause fra det hele.

Selvtilliden kan knække

Det er helt naturligt at blive usikker på sig selv efter sådan en oplevelse, det er, at sige farvel til sin bedste ven. Tvivl over egne evner som ejer er ganske naturligt, og det kan meget vel være, at du stiller dig selv spørgsmål som: Gjorde jeg nu det rette? Har jeg gjort alt, hvad jeg kunne? Var det godt nok? Her er det vigtigt at snakke med din omgangskreds, de vil helt sikkert huske dig på, at du til enhver tid var en eminent hesteejer.

De svære minder

Billeder, udstyr, en tot manhår – mange ting kan være med til at minde dig om alle de oplevelser og minder du gennem årene har haft med din hest. I begyndelsen vil disse minder være smertefulde, men vil med tiden blive til de lykkelige og dejlige minder, som de i virkeligheden er. Bevar dem derfor og vent med at smide dem ud, lad dem få deres gyldne virkning tilbage.

Stalden er tom

Det at besøge stalden efter sådan et tab kan være en svær prøvelse for enhver. Du kan med fordel få hjælp af venner eller bekendte til at rydde boksen, og hvad der ellers er behov for. Husk at folk som regel har forståelse for, at det er en udfordring, og tag dig derfor den nødvendige tid.

Forhold dig til folk omkring dig

Når man har lidt et tab, reagerer folk omkring én ofte forskelligt. Forbered dig på at din omgangskreds i hesteverdenen vil spørge ind til, hvad der er sket – husk at de kun gør det i den bedste mening! Folk uden for kredsen af dine hestebekendtskaber, kan måske have svært ved at forstå dit tab, de kan komme ud på dybt vand med utryk som: Det var jo bare en hest?! Osv. Selvom det måske på nuværende tidspunkt tester dine grænser for, hvad du orker at høre på - så husk dog - hvor svært det kan være for folk uden hesteinteresse at forholde sig til betydningen af livet med heste og slutteligt ens tab af en sjæleven.

Husk altid på det smukke aspekt i, at du sammen med din hest har oplevet noget helt særligt, nemlig forbindelsen og det særlige bånd der betegner samarbejdet mellem hest og rytter. 

/Horse&Hound.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen