Anna Pørtner
Det var et imponerende hold af 2-års heste, som blev præsenteret for publikum ved Dansk Varmblods Krafft Eliteskue her til aften.
Som noget nyt er der i år blevet bedømt vallakker ved 2-års skue og i sadelkåringerne. – Vallakkerne har været lidt glemt i avlssammenhæng, men de er jo halvdelen af vores population. Og vi har behov for at få vallakkerne bedømt, fordi vi skal bruge data til vores lineære registrering og vores dataformidling, indekstal. Desuden bør de avlere, som laver hingsteafkom også belønnes for at godt avlsresultat. Lige så vel som vallakker nu kan bidrage til moderens status i form af point til at blive elitehoppe, fortalte Dansk Varmblods direktør Claus Hansen inden bedømmelserne gik i gang.
Der var udtaget ti 2-års hopper og en enkelt vallak, og efter bedømmelsen i løsspringning blev den enlige vallak, som havde opnået udtagelse, udnævnt til årets bedste 2-års springvallak, Normann’s Callisto e. Cassado Ask/ Carmargue fra Stine og Joakim Søgaard Normann. Signe Wiese fra avlsledelsen roste bl.a. vallakken for at være ædel og højtstillet, at vise en meget velbalanceret galop, have et godt overblik, en god benteknik og hurtige reaktioner.
Dommerne udtog fire 2-års hopper til finalen:
Dommerne valgte til sidst den topmoderne, ædle og særdeles velspringende hoppe Chiara DWB som årets bedste 2-års hoppe. Hun er ejet af Anette og Jacob Solkær Hougaard, som købte føllet på Dansk Varmblods elitefølauktion. Hun er opdrættet af Mie Nielsen og Theo De Vos, som to gange tidligere har stået med årets bedste 2-års hoppe i springning efter samme hoppe: Eliteguldmedaljehoppen Rebbølgårds Chanel e. Chico's Boy.