Canter skriver Badminton-historie

11-05-2026 17:40

Rosalind Canter og Lordships Graffalo har skrevet historie ved Badminton Horse Trials som den første ekvipage nogensinde til at vinde det prestigefyldte stævne tre gange. I et stærkt felt sikrede de sejren efter en imponerende præstation og har dermed sat ny rekord i stævnets 77-årige historie

Copyright Ridehesten.com
Britiske Ros Canter og Lordships Graffalo skrev i går historie ved Badminton Horse Trials. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

40-årige britiske Rosalind Canter og hendes 14-årige vallak Lordships Graffalo e. Grafenstolz/ Rock King har skrevet sig ind i historiebøgerne ved Badminton Horse Trials, hvor ekvipagen som den første nogensinde har vundet det prestigefyldte 5-stjernede stævne tre gange. 

Badminton Horse Trials, der netop har været afviklet i den forgangne weekend, er et af verdens mest prestigefyldte og krævende militarystævner og afholdes hvert år på Badminton Estate i Gloucestershire i England. Stævnet blev første gang afviklet i 1949 og har siden udviklet sig til et af de absolutte højdepunkter i international military. 

Badminton er et 5-stjernet stævne, hvilket er den højeste sværhedsgrad i sporten, og samler hvert år verdens ebedste ekvipager. Særligt terrænbanen er kendt for at være ekstrem udfordrende med tekniske og fysiske forhindringer, der kræver både mod, præcision og stor rideteknisk erfaring. At gennemføre stævnet betragtes i sig selv om en stor bedrift, og en topplacering eller sejr hører til blandt sportens største meritter. 

Copyright Ridehesten.com
Parret har leveret suverænt hele vejen igennem, hvilket endte ud i en velfortjent sejr. Foto: Badminton Horse Trials

Sejren blev sikret efter en intens finaledag i springningen, hvor Rosalind Canter gik til banen med et solidt forspring til sine konkurrenter efter en stærk indsats i både dressur og terræn. Med et udgangspunkt på 10,2 strafpoint til nærmeste konkurrent, leverede hun en meget kontrolleret og sikker runde, hvor hun måtte noteres for bare to tidsfejl. Dermed endte hun på en samlet score på 25,7 strafpoint og kunne fejre endnu en historisk Badminton-sejr. 

Bag hende kæmpede New Zealands Tim Price sig til andenpladsen med Falco e. Cardenio/ Weinberg efter en stærk og fejlfri runde på springbanen, mens britiske Harry Meade og Anaghmore Valoner e. Coroner/ Black Walter sluttede som nummer tre efter en enkelt nedrivning i den afgørende finalerunde på springbanen. 

Med årets triumf er Rosalind Canter og Lordships Graffalo nu den første ekvipage nogensinde med tre sejre ved Badmtion Horse Trials – en bedrift, der ikke tidligere er set i stævnets 77-årige historie. Ekvipagen har tidligere vundet i både 2023 og 2025 og nu kan de altså tilskrive sige endnu en sejr i 2026. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Efter sejren satte Rosalind Canter ord på præstationen til BBC.com

Jeg synes, han sprang helt fantastisk i dag. Jeg kan ikke beskrive, hvor heldig jeg er over at ride en hest som ham. Jeg kan ikke takke alle nok for den indsats, de lægger i det. Det kræver en hel hær at få det her til at lykkes. Jeg føler mig utrolig priviligeret. 

Copyright Ridehesten.com
Der er endnu ikke nogen andre, der har formået at vinde Badminton tre gange med samme hest udover Canter. Foto: Badminton Horse Trials

Dansk islæt på startlisten 
Det var ikke kun de internationale ekvipager, der viste sig frem ved årets Badminton Horse Trials, for her var også dansk islæt på startlisten. Den danske varmblodsvallak Commander VG e. Come Back II/ Abantos (opdr. M&B Kløve) var igen i år klar til at tage kampen op mod verdenseliten med sin litauiske rytter Aistis Vitkauskas i sadlen, som er bosat ved Mønsted i Viborg. 

Sidste år gennemførte ekvipagen den krævende turnering på imponerende vis, og selvom Commander aldrig har brudt sig om dressurdelen, og det kunne ses på resultatet efter førstedagen, så var Aistis fortrøstningsfuld, da det stod på terrænet. 

Desværre skete en misforståelse på forhindring nummer 15, hvor vallakken valgte at løbe udenom, og herefter valgte Aistis at trække ham fra konkurrencen for at spare på kræfterne. Det betød dog også, at Aistis og Commander VG ikke gik videre til søndagens ridebanespringning, og de nåede dermed heller ikke i mål i årets Badminton Horse Trials. 

Copyright Ridehesten.com
Commander VG med Aistis Vitkauskas i sadlen ved sidste års Badminton Horse Trials. Foto: Badminton Horse Trials

Se det fulde resultat her.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner