Annika Knudsen Lorentsen
Longines Global Champions Tour og Global Champions League-stævnet på Miami Beach i Florida, USA, er et efterhånden ikonisk stævne, som tiltrækker mange interesserede grundet den særlige beliggenhed på stranden.
I år bliver stævnet åbningen af Global-sæsonen, da sæsonens første stævne i Doha blev aflyst grundet urolighederne i Mellemøsten. Det har betydet, at en del af verdens topryttere har måtte vente en måned med at komme i gang med de prestigefyldte turnering. Stævnet på Miami Beach finder sted i denne uge, mere præcist fra den 2.-5. april.
I Longines Global Champions Tour-konkurrencerne bliver der dansk deltagelse i form af Zascha Nygaard, som har medbragt to heste til USA. Det drejer sig om Charino PS e. Chacco-Blue/Norrit Larino og Com'on Drako de Maugre e. Kannan/Fusain du Defey.
Zascha får hård konkurrence, for som altid ved Global-stævnerne, kommer mange topryttere til start. Det drejer sig blandt andet om verdens nr. 2, amerikanske Kent Farrington, britiske Ben Maher og irske Darragh Kenny. Sidstnævnte kommer til start ved Dansk Varmblodshesten Zero K e. Kannan/Robin Z (opdr. Søren Knudsen), der tidligere har haft succes under danske Kasper H. Hansen.
Det er ikke kun Zascha der kommer til at repræsentere Danmark ved stævnet, for to danskere er tilmeldt i de 2-stjernede konkurrencer, der holdes sideløbende med de 5-stjernede konkurrencer. Det drejer sig om 15-årige Irene Kirk Kristiansen med Celine Ask e. Cyrano Ask/Favorit Ask (opdr. Stutteri Ask) og hendes far Thomas Kirk Kristiansen med Flair Ask e. Verdi TN/Ci Ci Senjor Ask (opdr. Stutteri Ask).