Rebecca Sofie Larsen
Nogle gange er det små ting, der gør forskellen på, om man får en god stævneoplevelse. Sidst jeg var til stævne på Armantic startede vi på hjemmebane. Jeg vidste på forhånd, at A godt kan være lidt spooky, når det er derhjemme, så derfor er det for ham (og mig) vigtigt at få en god og rolig opvarmning for at undgå et alt for højt stressniveau. Desværre er der en som ved et uheld (vedkommende glemmer at kigge op) kommer til at ride ind i os ude på opvarmningen lige inden vi skal ind, og både Armantic og jeg bliver forskrækket. Armantic har tidligere haft problemer med at gå lidt i panik, når andre heste er kommet for tæt på i opvarmningen og har ofte reagere ved at springe i luften. Det gjorde han heldigvis ikke her. Denne gang var det mere mig som især blev påvirket.
Jeg ser jo ikke så godt, så når jeg varmer op bruger jeg rigtig meget energi på at orientere mig om hvor de andre er, så jeg kan tage bedst mulig hensyn til dem, derudover fortæller jeg også dem der varmer op sammen med mig, at de skal vide, at jeg ikke ser så godt, sådan at de er klar over det. Derfor påvirker sådan nogle små ting mig (måske mere ende andre), fordi jeg bliver usikker og stresset over at miste orienteringen. Det resulterede også i, at vores tur ikke blev så god som håbet. Trods dette, lavede Armantic ikke nogen hop eller noget inde på banen, som han ellers har gjort førhen, når det har været derhjemme. Heldigvis fik vi en bedre opvarmning på andendagen, hvor Armantic også gik meget bedre og et mere afslappet program.
Efter stævnet blev jeg spurgt om jeg ville ride et stævne weekenden efter på søde Magic, da Bolette (Armantics adfærdscoach) døjer med noget sygdom, som gør, at der er nogle perioder, hvor hun ikke så godt kan ride. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Lørdag morgen gør vi Magic klar og er i gang med at flette, da Bolette kommer til skade og må afsted med ambulance. Hun insisterede på, at vi skulle ride alligevel, så det gjorde vi. Jeg kendte ikke et øje i stalden (da jeg kun havde været der 3 gange før), men alle var så søde og hjælpsomme med at få os klar til start. Jeg må være ærlig og sige at mine følelser sad lidt ude på tøjet og selvom Magic kun er 6 år, så er han jordens roligste hest, så han lod sig ikke gå på af situationen. Vi red vores programmer igennem, og jeg var egentlig meget tilfreds med det vi formåede at præstere, selvom der var nogle fejl osv. Undervejs, når man tager situationen i betragtning og det, at jeg kun havde siddet på ham tre gange. Men det kunne slet ikke have ladet sig gøre uden den store hjælp der var omkring os.
Min pointe med det her er, at det er de små ting som kan gøre forskellen, i hvert fald for mit vedkommende, og det sætter tingene i perspektiv for mig, hvordan man omgås hinanden på stævnepladserne (og generelt), og jeg har selvfølgelig lært noget om mig selv samt, at jeg skal arbejde med min egen mentalitet ift. at håndtere pressede situationer, således at de ikke påvirker mig så meget.
