Er du i bruttotruppen til UVM i springning?

11-06-2026 09:11

Annika Knudsen Lorentsen

Dansk Varmblod har oprettet en liste over ryttere i bruttotruppen frem mod UVM, en liste man skal tilmelde sig, hvis man har et ønske om at deltage ved årets verdensmesterskaber for unge heste i springning

Copyright Ridehesten.com
Caroline Rehoff Pedersen med Tornado Rose er en af de ekvipager, der indtil videre er tilmeldt bruttotruppen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

For at komme i betragtning til Dansk Varmblods forbundsteam i springning ved verdensmesterskaberne på Zangerheide skal ekvipagerne være tilmeldt bruttotruppen.

Det er Bo K. Møller og Kristian Skovrider, som holder øje med ekvipagerne i bruttotruppen gennem sæsonen. Efter championatsfinalerne på Stutteri Ask i august sammensættes truppen til UVM. Det er ikke noget krav, at ekvipagerne deltager i championatsfinalerne, men det er et krav, at de er tilmeldt bruttotruppen.

Dansk Varmblod har en kvote på fem pladser i hver årgang (5-, 6- og 7-års heste). Kravet for at deltage er fortrinsvis, at hesten skal være registreret i Dansk Varmblod. Og de der håber på en udtagelse til UVM skal være opmærksom på, at FEI/WBFSH har opsat nogle minimumskrav for at hesten kan komme i betragtning. Dansk Varmblods springudvalg har sat de danske krav sådan:

Kun resultater opnået i denne udendørssæson er gældende. Resultaterne skal opnås ved CSIYH-stævner, nationale B-stævner samt ved deltagelse i 5-, 6- eller 7-års klasserne ved Falsterbo Horse Show.

 For at være kvalificeret til evt. udtagelse skal Dansk Varmblods heste opnå følgende:

  • 5-års heste – 3 fejlfri runder i konkurrencer på minimum 120 cm
  • 6-års heste – 3 fejlfri runder i konkurrencer på minimum 130 cm
  • 7-års heste – 2 fejlfri runder i konkurrencer på minimum 135 cm og 1 fejlfri runde i 140 cm
Nyheden fortsætter efter annoncen

Grunden til at de danske udtagelseskrav er skærpede i forhold til MERs er, at udtagelseskomiteen ønsker at være sikre på, at de ekvipager vi sender til UVM kan honorere de krav, som bliver stillet til ekvipagerne ved verdensmesterskaberne.

Vinderen af championatsfinalerne på Stutteri Ask (bedst placerede DV-hest) er selvskrevet til en plads ved UVM, under forudsætning af at den er tilmeldt bruttolisten, og at den opfylder de danske MERs.

Se bruttolisten pr. 09. juni HER

Tilmelding til bruttotruppen sker på Dansk Varmblods hjemmeside varmblod.dk under fanen ”Tilmelding”. Tilmeldingssiden finder du her.

/Varmblod.dk

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen