FEI med ny strategi for hestevelfærd

07-06-2024 18:51

FEI har på et bestyrelsesmøde tidligere i denne uge godkendt en strategiplan, der skal forbedre hestevelfærden. Præsidenten kalder det en vigtig dag

Copyright Ridehesten.com
Arkivfoto. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Alle medlemmerne i FEI-bestyrelsen gav på mødet, som blev afholdt i FEI's hovedkvarter i Lausanne i Schweiz i tirsdags og onsdags, deres opbakning til en plan for hestevelfærden med det mundrette navn "Equine Welfare Strategy Action Plan". De etablerede desuden en fond på 1 million CHF svarende til mere end 7,5 millioner danske kroner, der skal føre tiltagene ud i livet. Det offentliggjorde FEI i går i en nyhed.

Strategiplanen tager udgangspunkt i anbefalingerne fra en rapport lavet af en kommision for hestevelfærd- og etik. Anbefalingerne dækker over seks områder ift. hestevelfærd, der bl.a. omhandler brug af udstyr, genkendelse af fysisk og psykisk stress hos hesten, korrekt ridning, heste til konkurrencebrug mm. Hvilke tiltag, som FEI konkret vil føre ud i livet, er ikke offfentliggjort endnu, men faktum er, at der i hvert fald er afsat finanser til de ændringer, som FEI ønsker at lave.

Selvom alt dette i manges øre kan lyde som politikersprog, er det trods alt positivt, at det Internationale Rideforbund anerkender vigtigheden af at have fokus på hestevelfærd og ønsker at tage problemstillingen op. De vil fleste vil nok mene, at dette i den grad er nødvendigt, hvis ridesporten skal have en fremtid.

Copyright Ridehesten.com
Ingmar De Vos er præsident for FEI. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

FEI skriver i artiklen, at handlingsplanen snarest muligt vil blive færdiggjort med de forslag, som bestyrelsen har fremsat. Derefter vil arbejdet fortsætte frem mod FEI's generalforsamling 10.-13. november i år, hvor regelændringer i hestesporten vil blive diskuteret. Planen omfatter også forskningsprojekter, så videnskabens resultater er med til at definere, hvilke tiltag, der skal gennemføres.

Belgiske Ingmar De Vos, som er præsident for FEI, udsendte efter mødet en tak til de engagerede i hesteverdenen, der er kommet med diverse input til FEI i denne proces. Han sagde desuden:

Der er i dag blevet skitseret væsentlige tiltag, som vil gavne hestevelfærden og sporten i sin helhed i fremtiden. I dag er en vigtig dag for hestenes velfærd, lød det fra De Vos.

Hvis du vil dykke mere ned i dette emne, kan du læse den rapport, som Equine Ethics and Wellbeing Commission (EEWC) lavede til FEI her samt læse hele referatet fra FEI's møde her.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner