Annika Knudsen Lorentsen
I august vender FEI's verdensmesterskab i military tilbage til Soers, Aachen for første gang siden 2006. Hestene fra den sommer er for længst gået på pension. Seks af rytterne er det ikke, og yderligere to sender nu deres børn af sted i deres sted.
Spørger man en rytter eller tilskuer, der var til stede, vil mange sige, at mesterskabet i 2006 var det bedste, de nogensinde har oplevet. Dressurrytter Isabell Werth beskrev selv VM i Aachen 2006 som "det mest ekstraordinære mesterskab, vi ryttere nogensinde har oplevet."
Militarykonkurrencen blev en af de mest mindeværdige historier fra mesterskabet. Tyskland vandt holdguldet på hjemmebane foran et publikum, der siden er blevet målestokken for alle andre mesterskaber. Zara Phillips – nu Zara Tindall – og Toytown sikrede sig den individuelle verdensmestertitel blot et år efter deres EM-guld i Blenheim. I alt red 79 ekvipager fra 23 nationer over fire dage, og stævnet bliver stadig omtalt den dag i dag.
Det er nu 20 år siden. Toytown er pensioneret. Det samme er Ringwood Cockatoo, hesten der førte efter dressuren. Faktisk er samtlige heste, der galoperede over Aachens berømte baner den uge, nu taget ud af sporten. Banen er dog den samme, selv om udfordringerne er nye. I år vender verdensmesterskabet tilbage til Soers, hvor Rüdiger Schwarz' uforglemmelige VM-bane fra 2006 skrev sig ind i militarysportens historie.
Denne gang er det Giuseppe della Chiesa, der står bag banedesignet. Han arbejder på det samme kuperede terræn med den ikoniske Normandy Bank og Aachens karakteristiske vandkomplekser, hvor han har skabt en ny mesterskabsbane på et område, mange ryttere stadig husker tydeligt. For seks af årets deltagere bliver turen ind i startboksen derfor en velkendt oplevelse – præcis 20 år efter de første gang red et verdensmesterskab i Aachen.
De tilbagevendende ryttere fra 2006
For tyve år siden var seks af årets VM-deltagere også til start ved World Equestrian Games i Aachen. De vender nu tilbage til Soers med vidt forskellige minder fra et af karrierens mest krævende mesterskaber.
Andrew Hoy er den eneste, der vender tilbage med en medalje i bagagen. Sammen med Master Monarch var han en del af det australske hold, der vandt bronze. I dag er Hoy 67 år, konkurrerer fortsat på absolut topniveau og står foran sit 20. internationale mesterskab.
Karin Donckers opnåede det bedste individuelle resultat blandt de seks tilbagevendende ryttere, da hun sluttede som nummer 13 med Gazelle de la Brasserie CH. I år rider hun sit niende verdensmesterskab i træk og forlænger dermed en imponerende stime, der begyndte i 1994.
For danske Peter Flarup blev Aachen 2006 især husket for terrænridtet. Sammen med Silver Ray var han én af blot 11 ekvipager, der klarede den optimale tid på en dag, hvor kun omkring en tredjedel af feltet gennemførte fejlfrit. Han vender nu tilbage til Aachen i sadlen på H. Carald Z.
For Nicolas Touzaint blev mesterskabet en helt anden historie. Som en af favoritterne ved ankomsten til Aachen kostede 20 fejlpoint i terrænet medaljedrømmene med Hidalgo de L'Ile. To år senere fik ekvipagen dog revanche ved at vinde Badminton Horse Trials – fortsat den eneste franske sejr i stævnets historie.
Phillip Dutton vender tilbage med den største forandring af alle. I 2006 blev han nummer 30 med Connaught, hvor han repræsenterede Australien. I år rider han for USA.
Harald Ambros fuldender gruppen af gengangere. Han sluttede som nummer 31 med Miss Ferrari efter en fejlfri springrunde inden for tiden. I år repræsenterer han igen Østrig – denne gang side om side med datteren af en af sine holdkammerater fra 2006.
Stafetten gives videre
For to af rytterne fra verdensmesterskabet i 2006 er den største arv ikke endnu en deltagelse, men at næste generation nu følger i deres fodspor.
Harald Siegl repræsenterede Østrig med Nebelwerfer og sluttede som nummer 36. Nu vender hans datter, Lea Siegl, tilbage til Aachen sammen med sin fars tidligere holdkammerat Harald Ambros. Lea kommer med stærke resultater i bagagen efter en femteplads ved EM i Blenheim – det bedste seniorresultat nogensinde opnået af en østrigsk militaryrytter.
Aachen 2006 blev Carlos Graves sidste internationale seniormesterskab, hvor han red som Portugals eneste deltager med Laughton Hills. Tyve år senere følger sønnen Manuel Grave i hans fodspor og er igen nationens eneste repræsentant ved et verdensmesterskab.
Fra Blenheim til Aachen – den vej Zara Phillips viste
Der er én tydelig rød tråd mellem 2006 og 2026, og den fører tilbage til kvinden, der vandt den individuelle verdensmestertitel.
Zara Phillips kom ikke til Aachen ud af ingenting. Året før vandt hun EM-guld i Blenheim med Toytown, og den form tog hun med til Tyskland, hvor hun omsatte den til VM-guld. Europamester det ene år – verdensmester det næste.
Tyve år senere er begge mesterskaber vendt tilbage til de samme arenaer. EM blev afholdt i Blenheim i september 2025, hvor Laura Collett vandt individuelt guld på hjemmebane med London 52. Nu vender VM tilbage til Aachen, hvor Collett har mulighed for at følge præcis den samme vej som Zara Phillips – fra europamester til verdensmester på blot ét år.
Det bliver dog langt fra nogen let opgave. Michael Jung og FischerChipmunk FRH står igen over for Laura Collett og London 52 – denne gang på tysk grund, i hvad der meget vel kan blive begge hestes sidste sæson på topplan. Samtidig melder Ros Canter, verdensmester fra 2018, og Lordships Graffalo – dobbelt vinder af både Badminton og Burghley – sig også ind i kampen om guldet. Vejen til historiebøgerne bliver alt andet end enkel.
Et nyt kapitel
For tyve år siden satte Aachen en standard, som verdensmesterskaber siden er blevet målt op imod.
Nu vender sporten tilbage – ikke kun til arenaen, men også til minderne. Seks ryttere kommer tilbage til stedet, hvor de engang kæmpede om verdensmesterskabet. To andre får nu mulighed for at opleve deres børn ride det samme mesterskab. En nykåret europamester håber at gentage Zara Phillips' vej til VM-guld. Og en ny generation af heste gør sig klar til at sætte sit eget præg på Soers.
20-års jubilæet er derfor mere end blot en fejring af det, der skete i 2006. Det er en invitation til at opleve, hvad verdensmesterskabet i 2026 vil skrive ind i historiebøgerne.
