Som nogle måske ved fra mit tidligere blogindlæg (Læs det her), har Armantic været ramt af en heftig virus for lidt tid siden. Trods dette kom han hurtigt på benene igen, og for ca. en måned siden kunne vi kalde os klubmester i springning for hest 2020. Jeg havde på ingen måde regnet med noget som helst, da jeg egentlig bare gerne ville have et godt stævne efter vores lange stævnepause og Armantics sygdomsforløb. Heldigvis var han med mig hele vejen rundt og trods nogle dumme rytterfejl, fik vi nogle fine runder og endte som sagt med at blive klubmester, så en glad og stolt rytter.

Efterfølgende har vi været til 2 dressurstævner, som ikke lige forløb som håbet. Armantic er begyndt at blive rigtig kæk, når vi starter dressur på hjemmebane og lagde ud med et par KÆMPE krumspring, hvilket jo ikke er helt accepteret i et dressurprogram… Derudover ville han ikke stå stille i paraderne og havde sine egne idéer om hvordan tingene skulle foregå. Der var dog også nogle gode momenter i de forskellige øvelser, som jeg vælger at tage med videre og fokusere på.

 I søndags var vi igen til stævne, hvor vi blandt andet red klubmesterskab i dressur, hvilket laaaangt fra gik som forventet. For det første vågnede jeg op om morgenen med 2 kæmpe vabler på mine fingrer, som gjorde at jeg nærmest ikke kunne holde om tøjlerne og var tæt på at melde fra til stævnet. Men, jeg tog mig sammen og forsøgte alligevel, hvilket jeg måske skulle have ladet være med? I hvertfald så havde Armantic ikke tænkt sig at være ”dressurhest” den dag, eller det vil sige, så snart han kom ind på banen altså… for i opvarmningen var han faktisk en guttermand og pønsede ikke på noget som helst. Da vi så kom ind på banen var det lidt som om humøret ændrede sig og han kom lidt i det der ”kække” gear han får når vi rider herhjemme – dog uden nogle krumspring denne gang. Selvom jeg ikke vil lægge skjul på, at jeg var rigtig skuffet, da jeg red ud efter sidste fuldendte program (fordi han igen fik sine egne ideer undervejs), så fik vi nu alligevel et 8-tal for en af vores parader, hvilket ellers har været en af vores udforinger- så igen, det er vigtigt at pille de små gode ting ud selvom det føles lidt håbløst til tider. Det der er mest frustrerende ved sådanne situationer som den til stævnet er, at jeg udmærket godt ved at Armanticc faktisk godt kan gå pænt og afbalanceret - hvilket måske også er noget af det som er med til at holde mig lidt til ilden, selvom det kan trække tænder ud. Så hvorfor vil jeg gerne dele det her med jer? Jo jeg deler det her med jer, fordi jeg tror, at der er mange som kan relatere til de følelser der ligger bag, og til alle jer vil jeg bare gerne sige, at selvom det nogle gange i situationen kan føles som om alting falder fra hinanden, så kan det faktisk være, at det hele er ved at finde sin rette plads. Der er i hvertfald mange ting jeg kan tage med mig, og som har gjort mig mere klarsynet på, hvad jeg vil lægge mit fokus på fremover.

Hav en skøn dag,

Kh. Rebecca