Guld med næsten 10% til toeren

14-08-2022 17:59

Trine Askjær-Jørgensen

De danske pararyttere har præsteret vanvittig flot i denne uge. Hele fire individuelle guldmedaljer og sølv for hold er det blevet til – her i eftermiddag red Tobias Thorning Jørgensen guldet i hus med en smuk kür, der rakte til en score på hele 86%

I dag fandt kürfinalerne ved VM i paradressur sted på BB Horse Arena. Først på dagen tog Katrine Kristensen endnu en guldmedalje til Danmark, og her til eftermiddag skulle det blive spændende at se, om de resterende tre pararyttere kunne sikre mere metal.

Og det kunne storfavoritten Tobias Thorning Jørgensen. Med sin velkendte kür red han og den skimlede hoppe Jolene Hill e. Blue Hors Schufro Hit/ Windsor (opdr. Hanne Andreasen) et fuldstændig flydende og smukt program. Skiftene mellem trav og skridt flød totalt og var perfekt timet til musikken. Der var både schenkelvigninger, fri trav, helt kanon fri skridt og versader i programmet, hvor hoppen så ud til at være 100% fokuseret på Tobias og opgaven. På den sidste midterlinje lød det fra højtalerne "this is the Danish way to run", og sådan beviste Tobias endnu engang, hvorfor han hører til i den absolutte top af paradressuren. Han tog guldet i kürfinalen for grad III med en overlegen sejr med næsten 10% ned til andenpladsen, idet scoren lød på hele 86,513%.

– Det føles helt fantastisk; alt gik sådan set, som det skulle. Det her er også min personlige rekord. Jeg red 84% i Tokyo, så det er jo bare helt vildt at ride til 2% mere og så på hjemmebane. Jeg er så stolt af Jolene. Hun går ind i den her varme og præsterer bare og er fuldstændig fokuseret på mig og giver bare mere og mere. Selvom jeg var træt i dag, så bliver hun bare ved, sagde Tobias efterfølgende.

Se i videoklippet her, hvad Tobias havde at sige om ridtet, sin hest og hele oplevelsen her ved VM:

19-årige Karla Dyhm-Junge (grad III) dansede med hoppen Miss Daisy e. De Noir/ Blue Hors Future Cup (opdr. Marianne Brinck Stengaard) afsted til tonerne af Madonna i deres fine kür program, der blandt andet indeholdt flotte schenkelvigninger og trav-skridt overgange, der flød totalt. Hoppen skridter virkelig igennem kroppen og står så fint fortil i både trav og skridt. Karla red også en personlig rekord hjem, idet det blev til 76,600%. Hun kom så tæt, som man næsten kan komme på en medalje, for der var vitterligt kun 0,020% imellem hende og bronzevinderen. Karla måtte denne gang "nøjes" med den lidt utaknemmelige fjerdeplads, men i det mindste ved hun, at der var virkelig lidt forskel på hende og de to nærmeste konkurrenter ved mesterskabet her.

– Det var superfint. Jeg var lige lidt bagud i forhold til musikken, men vi skal jo bare hjem at have noget mere rutine. Det er kun tredje gang, jeg rider den her kür i konkurrence, så jeg er super tilfreds med Daisy, og procenten kan jeg bestemt ikke klage over, sagde Karla efter ridtet og fortsatte:

– Vi er megatrætte nu, men Daisy er bare en makker, der siger "yes", og hun bar mig rundt derinde, fordi jeg ikke havde så meget mere at give. 

Resultatet af kürfinalen for grad III.

Copyright Ridehesten.com
Karla Dyhm-Junge og Miss Daisy. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Nicole Johnsen, der rider i grad V, var sidste danske pararytter til at ride sin kür. Med Moromax e. Occacio/ Schampus (opdr. Steffen Madsen) viste hun blandt andet traversader i galop, changementer og kontragalop. Med en score på 74,290% ender Nicole og "Moro", som hun kalder vallakken i daglig tale på en femteplads.

– Jeg har før haft en bedre tur på ham og haft en bedre fornemmelse, end jeg havde i dag. Men vi har ikke trænet küren derhjemme, fordi fokus har været på noget andet, så jeg er glad for, hvad jeg fik. Jeg tror ikke, jeg kunne have regnet med mere. Hele oplevelsen har været fantastisk – at være på hold med to verdensmestre er da for vildt – der er en virkelig fed stemning, og vi har et virkelig godt sammenhold på holdet, siger Nicole og fortsætter:

– Jeg er bare virkelig taknemmelig for at få chancen. Og Moromax har bare taget det så flot. Han opfører sig som en professionel; sover i stalden og går fuldstændig upåvirket ind på den store bane med publikum. Det er fantastisk at have sådan en hest, der stoler så meget på mig.

Resultat af kürfinalen for grad V.

Med de fantastisk flotte præstationer slutter Danmark mesterskabet af her søndag med i alt 5 guldmedaljer, 4 sølvmedaljer og 1 bronzemedaljer – i alt 10 medaljer, og Danmark er kun lige overgået af Holland og England, der hver især har fået 11 medaljer i alt, men det er Danmark, der har vundet flest guldmedaljer ved  verdensmesterskabet.

Stævnets start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Nicole Johnsen og Moromax. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen