Heste har brug for venner – og de vælger dem selv

27-07-2026 06:30

Annika Knudsen Lorentsen

Heste knytter tætte sociale bånd og danner venskaber, der kan vare i mange år. De nære relationer er ikke blot hyggelige at observere på folden – de er en afgørende del af hestens trivsel og velfærd

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Netop det faktum, at heste knytter sociale bånd og venskaber, fremhæver det britiske medie Horse & Hound i en artikel om hestes sociale liv med udgangspunkt i den nyeste forskning.

Ifølge Dr. Claire Ricci-Bonot, der er postdoc-forsker ved INRAE (Frankrigs nationale forskningsinstitut for landbrug, fødevarer og miljø), er hestes sociale adfærd dybt forankret i deres evolution.

– Det er vigtigt at huske, at heste er udprægede flokdyr, som lever i komplekse sociale systemer. For dem er flokken lig med sikkerhed og overlevelse, og derfor er deres hjerner udviklet til at søge sociale partnere, forklarer Claire Ricci-Bonot til Horse & Hound.

Hun understreger samtidig, at social kontakt er så væsentlig for heste, at den indgår som en del af de fem friheder, der danner grundlag for moderne hestevelfærd.

Heste vælger deres egne venner
Selvom heste lever i flok, er det ikke ensbetydende med, at alle relationer er lige stærke. Forskningen viser, at heste aktivt vælger bestemte artsfæller, som de foretrækker at tilbringe tid sammen med.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Man kan blandt andet se de tætte relationer ved, at hestene græsser side om side, hviler tæt sammen, følger hinanden rundt på folden eller plejer hinanden gennem gensidig kløen. De sociale bånd kan udvikle sig over lang tid og vare i mange år, hvis hestene får mulighed for at forblive sammen.

De tætte relationer har også en målbar betydning for hestenes velbefindende. Ifølge Horse & Hound peger flere studier på, at heste oplever mindre stress, når de er sammen med en foretrukken flokkammerat, og at de generelt føler sig mere trygge i uvante situationer.

Omvendt kan adskillelse fra en nær makker eller hyppige ændringer i floksammensætningen være en væsentlig belastning. Derfor anbefaler forskerne, at man – når det er muligt – tager hensyn til etablerede sociale relationer, når heste flyttes eller sættes sammen i nye grupper.

Mere end en hakkeorden
Tidligere blev hesteflokke ofte beskrevet som styret af en fast rangorden, men nyere forskning viser, at virkeligheden er mere nuanceret. Sociale relationer, erfaring, alder og personlighed spiller alle en rolle i flokkens dynamik, og konflikter løses oftest gennem kropssprog og afstand frem for direkte konfrontationer.

Det betyder, at venskaber mellem heste kan være mindst lige så betydningsfulde som deres placering i flokkens hierarki.

Den voksende viden om hestes sociale behov understreger, at trivsel handler om mere end foder, motion og sundhed. Muligheden for at indgå i stabile sociale relationer med artsfæller er en grundlæggende del af et godt hesteliv.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner