Georgia Timmermann
I dag er Hestekongressen 2026 skudt i gang, hvor hestefolk, forbund, dyrlæger og øvrige interessenter fra hestesektoren er samlet for at mødes, udveksle viden og høre en række aktuelle og faglige oplæg.
Vi mødte Dansk Ride Forbunds generalsekretær Jens Erik Majlund lige før kongressen gik i gang. Hør ham fortælle, hvad han forventer af dagen nedenfor.
Ridehesten har talt med blandt andre Laura Ringbæk og Caroline Wichmann, som er studerende på universitetet og går på 1. år af overbygningen på deres uddannelse. De arbejder især med adfærd på studiet og har derfor stor interesse i flere af dagens indlæg. I videoen nedenfor fortæller de om deres forventninger til dagen.
Kongressen blev indledt med formand for Landsudvalget for Heste, Per Andersen, som i sit oplæg gav en status på hestesektoren. I videoen nedenfor fortæller han nærmere om sit indlæg og de temaer, der optager udvalget netop nu.
Herefter fortsatte Jørgen Kold, chefkonsulent ved SEGES Innovation med sit oplæg. Her blev vigtigheden af hestevelfærd understreget som et grundlæggende element i alt arbejde i hestebranchen.
Jørgen Kold redegjorde desuden for udviklingen i avlen og pegede på, at den nuværende nedgang ikke nødvendigvis vil fortsætte. Set over perioden fra 2010 og frem har både finanskrisen og krigen i Ukraine påvirket privatforbruget, hvilket også har haft konsekvenser for sport og avl. Statistikker viser, at mange private brugere har valgt at spare op i perioder præget af usikkerhed.
Han gjorde samtidig opmærksom på, at når kurven igen vender, kan der opstå mangel på unge heste, som det blev set efter finanskrisen, hvor priserne på den almindelige ridehest steg markant.
I forbindelse med kongressen offentliggjorde SEGES Innovation, at der etableres en uafhængig appelinstans for disciplinærsager. Det betyder i praksis, at ryttere, ejere eller andre berørte kan appellere en afgørelse fra en organisations disciplinærudvalg til en uafhængig instans, som står uden for den enkelte organisation. Pressemeddelelsen kan læses her.
Efterfølgende holdt Janne Winther Christensen oplæg om konfliktmarkører hos sportsheste og gennemgik resultater fra flere undersøgelser, hun har været en del af. Kort konkluderet viser undersøgelserne en sammenhæng mellem åben mund og træk i tøjlen. Studierne har omfattet både islandshestesport og dressursport.
Hun pegede desuden på, at AI- og VAR-lignende teknologier i fremtiden kan blive et værktøj til at måle velfærdsparametre live i sporten, da dommere i dag ikke har mulighed for at observere alle konfliktmarkører i ét ridt. Derfor har undersøgelserne især haft fokus på åben mund og haleføring.
Herefter fulgte Christine W. Prip med et oplæg om nye tiltag i dressurbedømmelsen, hvor fokus er på at styrke kommunikationen mellem dommer, rytter, træner og publikum samt i højere grad at honorere god hestevelfærd i konkurrencebedømmelserne. Du kan læse mere om det nye bedømmelsessystem i magasinet Ridehesten.
Det samlede program for dagen kan læses her.
Ridehesten følger Hestekongressen tæt og bringer både online og i magasinet yderligere dækning og uddybende artikler fra dagens indlæg.