Anna Pørtner
I næste weekend, den 16.-19. april, indleder Rideklubben Hinnitus endnu en omgang af deres populære Summer Tour. Efter stor succes sidste år, hvor finalestævnet alene rundede over 1400 starter og næsten 3000 starter for hele sæsonen, er ambitionerne igen høje.
Bag initiativet står blandt andre Alexander Lundgaard Kjeldsen, som endnu en gang har arbejdet målrettet på at skabe et attraktivt stævnekoncept for både pony- og hesteryttere, amatører og professionelle med flotte ærespræmier og doteringer samt optimale forhold til en overkommelig pris.
– Vi laver samme koncept som sidste år med vores Summer Tour over tre afdelinger, hvor vi har fået stor økonomisk opbakning fra de profesionelle stalde, hvor vi i samarbejde med vores faste leverandører sammen kan tilbyde et spændende stævnekoncept med ærespræmier, der er værd at ride om, indskud og opstaldning til fornuftige priser, så alle kan være med. Vi har desuden mulighed for at tilbyde overnatning i hytter og værelser, hvis man gerne vil have hele oplevelsen med på første parket sammen med sin hest, fortæller han.
Stærke sponsorer løfter niveauet
Opbakningen fra de professionelle stalde og sponsorer er afgørende for, at Hinnitus igen i år kan tilbyde et stævne i særklasse. Blandt andet bliver der ved Summer Tourens finalestævne en Grand Prix-klasse med hele 30.000 kroner i præmiepenge, og derudover uden startgebyr.
– Det er de professionelle stalde, der i høj grad er med til at finansiere den klasse, og derfor synes vi den skal være gratis. Det var en kæmpe succes sidste år med over 30 starter og en fantastisk omspringning og det glæder vi os meget til at gentage, lyder det fra Alexander.
Den professionelle sektor har ønsket at gøre en forskel for amatør sporten derfor går en stor del af midlerne til ærespræmier og sponsorpræmier i de mindre heste- og ponyklasser, hvilket forhåbentligt styrker bredden i sporten.
I år har klubben blandt andet får en hovedsponsor på Summer Cup'en i form af Uvex gennem Horseline ved Jane Bech Jensen og Janni Thermann. Her vil der blandt andet være sponsorgaver fra selvfølgelig Uvex men også Effol, Effax, Stübben og Equest, og samlet vil der være ærespræmier for over 78.000 kroner.
Ydermere har Rytters Ridesport v/ Xenia Loft Strandgaard sponsoreret en Ikonic sadel til den mest vindende rytter over alle stævnerne. Det betyder, at der på tværs af afdelinger, heste og ponyer indsamles point, og den rytter, der til sidst har indsamlet flest point, vinder en spritny sadel fra Rytters Ridesport, og så har Hornsyld Købmandsgaard sponsoreret mange flotte ærespræmier fra deres store sortiment af tilskudsprodukter.
Tre afdelinger og finale i højsommeren
Summer Touren afvikles over tre afdelinger henover udendørssæsonen med første afdeling i næste weekend. Anden afdeling afvikles i uge 21 og finalerne afvikles i uge 30 og uge 31 for henholdsvis pony og hest.
Undervejs handler det for rytterne om at samle point i blandt andet LB- og LA-klasserne, hvor der også føres en samlet rangliste med ekstra sponsorpræmier fra Uvex og Horseline v/ Jane Bech Jensen og Janni Thermann, hvor der blandt andet rides om otte Uvex ridehjelme og andre produkter fra deres sortiment.
Derudover byder stævnerne på en bred palette af klasser, lige fra unghesteklasser til klasser for de mere rutinerede ekvipager, ligesom der igen i år er fokus på at skabe gode rammer med blandt andet attraktive ærespræmier, god stemning og ordentlige forhold for både rytterne og hestene.
– Vi vil gerne lave stævner for rytterne. Det skal være attraktivt at komme her, uanset om du rider pony, hest eller er professionel. Samtidig vil vi gerne skabe en festlig ramme med god stemning og lidt ekstra omkring oplevelsen, hvor vi desuden arrangerer fællesspisning hver aften, og lørdag skal vi fejre vinderne med en ordentlig fest, forklarer Alexander Lundgaard Kjeldsen.
Udvider med Walber Cup
Som noget nyt i år har Rideklubben Hinnitus desuden fået tildelt en afdeling af Walber Cup, hvilket betyder, at programmet udvides med en ekstra dag og yderligere klasser, særligt lørdag under finalestævnet, hvor der bliver lagt op til en ekstra spændende stævnedag med både Walber Cup, den spændende Grand Prix-klasse og youngsterklasserne.
Desværre måtte arrangørerne aflyse sidste års finaledag midt på dagen på grund af et frygteligt uvejr, men i år ser de frem til at kunne afholde de spændende youngsterklasser, som netop var dem, publikum og rytterne måtte undvære sidste år. Her vil nogle af sportens dygtige trænere og ryttere agere stildommere, hvor de vil tage publikum og rytterne selv med ind i overvejelserne af bedømmelserne.
Med andre ord er der lagt op til endnu en fantastisk sæson med fokus på både bredde, kvalitet og fællesskab, når Hinnitus igen inviterer ryttere fra hele landet til Summer Tour.
Det er stadig muligt at melde til første afdeling af Summer Tour, hvor sidste tilmelding er den 12. april 2026. Her går der klasser lige fra 60 cm op til MA1* for hest, mens ponyrytterne har mulighed for at ride lige fra 30 cm til MB1*. Der kan tilmeldes stævnet via DRF Go her.