Johnny Hansen: Sådan bedømmes springhingstene

16-02-2026 12:11

Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning venter lige om hjørnet, og her fortæller Johnny Hansen fra avlsledelsen i springning lidt om springhingstenes kåring. Hvad lægges der vægt på i bedømmelsen af hingstene, og hvad kommer dommerne til at holde særligt øje med?

Copyright Ridehesten.com
Hvordan bedømmes springhingstene egentligt under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning? Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Når Dansk Varmblod endnu en gang inviterer til hingstekåring fra den 4.-8. marts i MCH Messecenter Herning, kommer selve hingstekåringen i fokus inde i KRAFFT Arena M. For de 3-årige springhingstes vedkommende startede deres kåringsforløb allerede ved forbesigtigelsen i december.

Kåringsforløbet i Herning
Når hingstene kommer til hingstekåringen i Herning, kan de vises under rytter onsdag aften. Det er en frivillig ridetest, som skal vise, at hingstene er ridbare, samarbejdsvillige og har et godt temperament. Om det fortæller Johnny Hansen

Hvis hingsteholderne ikke mener, at deres hingst er klar til at blive vist under rytter i Herning, kan de komme med den på Vilhelmsborg i april til efterkåring. Hingstene skal kunne gå rundt i hallen med accept af rytterens hånd, og den skal kunne vises i alle gangarter

Rideprøven tager cirka 10 minutter, og hingstene er ikke alene inde i hallen til fremvisningen. Hvis de viser, at de ikke er trygge ved opgaven, beder dommerne om, at hingsten tages ud af fremvisningen. Hvis hingsten opnår godkendelse søndag, og deres rideprøve ligeledes bliver godkendt, får hingsten et års bedækningstilladelse. 

Copyright Ridehesten.com
Johnny Hansen fra Dansk Varmblods avlsledelse i springning. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Kåringen starter for alvor op torsdag formiddag inde i Dansk Hesteforsikring Arena E, hvor hingstene skal vises på fast bund. De bliver mønstret for hånd og stillet op foran dommerne. 

Vi skal se, om hingstene står lige på benene. Det vi er meget opmærksomme på, er deres hovform og -kvalitet. De skal have gode, velformede hove. Vi går meget op i benstilling og hovform, altså det hingstene skal lande på efter forhindringen, som skal være i orden, understreger Johnny og tilføjer:

Er de for eksempel for rette i forbenene tager de al trykket fra landingen i knæene, og så kommer der helbredsproblemer. Vi har så meget kvalitet blandt vores hingste, så vi kan sortere hårdt for benstilling. Det kan sagtens være, at de kan holde i sporten, men der er ingen grund til at bruge dem i avlen

Johnny fortæller, at dommerne også skal vurdere hingstenes eksteriør. Ved forbesigtigelsen i december blev der for første gang lavet en lineær beskrivelse af hingstene. Den vil dommerne så tilrette, når de ser hingstene på fast bund. Noget som er i fokus, er skuldrenes placering: 

Skulderen og mankestykket er det, som skal holde sadlen på plads. Har hingsten en fremskudt skulder og manglende mankemarkering, kommer rytteren og sadlen til at være for langt fremme, sidde på skulderpartiet og så kan skulder og overarm ikke arbejde optimalt. Det er jo avlshingste vi søger efter, ikke en kommende ridehest, understreger Johnny Hansen. 

Copyright Ridehesten.com
Hingstene skal blandt andet vises på hård bund. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Løsspringning
Dommerne har allerede set hingstene løsspringe ved forbesigtigelsen og igen ved en løsspringning på Vilhelsmborg den 1. februar. Hingstene skal derfor løsspringe to gange i Herning, begge gange inde i KRAFFT Arena M, og første gang bliver lørdag den 7. marts

I den første løsspringning fokuserer dommerne på hingstenes reaktioner på en lodret forhindring, som bliver den sidste forhindring i serien, der består af tre spring. De to første spring i serien hjælper hingsten til at komme i rytme og balance inden det sidste spring, som er det, der bliver forhøjet undervejs. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Først ser vi hingstene løse, hvor de bliver ledt rundt i otte-tal omkring to "øer" inde på banen, forklarer Johnny. Her ser dommerne på hingstenes balance og smidighed, samt hvordan de takler opgaven, om de er tilpasse og arbejder med et vist overskud. Når hingstene skal løsspringe, løber de selv ind i slusen, når der bliver åbnet for den, og videre ind i serien. 

Det ideelle er, at hingstene kan galopere rundt på kortsiden, og selv kan vurdere springserien, være i balance og komme ind i det rette tempo. Det er dog meget at forlange af de unge heste. Står de lidt højt i tændingen hælper vi med at bremse dem ned, og lige lade dem finde ro. Vi har set dem i løsspringstræningen på Vilhelmsborg i februar, og vi har derfor en idé om, hvordan vi giver dem de bedst mulige betingelser for at løse opgaven, forklarer Johnny. 

Hingstene kommer til at springe serien cirka otte gange. Ved at springe dem på en større lodret forhindring seer vi, om de selv kan bakke af, mens vi den sidste dag springer dem på en større okser, hvor vi vil se, om hingsten kan strække sig over forhindringen. At vi gør det i den rækkefølge skyldes, at vi først ser, om hingsten kan vente, mens de sædvanligvis er lidt mere friske anden gang, vi springer med dem. De søger mere fremad, og derfor springer vi okseren til sidst. Vi vil gerne se, at de er opmærksomme på forhindringerne, ser sig for og springer rationelt i forhold til forhindringshøjden, forklarer Johnny. 

Vi når at se hingstene løsspringe fire gange i alt (forbesigtigelsen, løsspringning i februar og to gange i Herning), så er der en som kikser en af dagene i Herning, så har vi jo set den springe tidligere. Det er derfor ikke så afgørende, at de liger springer optimalt på dagen. Og er vi lidt i tvivl, så giver vi hellere hingsten chancen og godkender den til afprøvning. Dog med en bemærkning om vores observation til hingsteholderne. Vi har en god dialog med hingsteholderne hele vejen, siger Johnny. 

Copyright Ridehesten.com
Her er det hingsten Stald Aakøj Call Me fra sidste års løsspringning i Herning. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Frasortering og præmiering
Efter anden løsspringning søndag kulminerer det hele i frasortering og præmiering. Direkte efter løsspringningen kommer hingstene ind og går i skridt på ring. Her vil ejerne få besked om, hvorvidt deres hingst er godkendt til afprøvning eller ej. De hingste, som ikke bliver godkendt, vil få en mundtlig beskrivelse. 

Som Johnny forklarer, har de hingste været igennem et forløb, hvor de er blevet kontrolleret for deres eksteriør, de har vist lovende evner i springning, ligesom der foreligger røntgenfotos af hingsten. Her er virkelig tale om heste, af en ekstra kvalitet, som har potentiale til at blive en særdeles god sportshest. Der er blot nogle ekstra krav, hvis den skal kunne godkendes som fremtidig avlshingst. 

Enkelte hingste kan opnår prædikat af præmiehingst - altså en hingst, som avlsledelsen vurderer, er lidt bedre end de øvrige hingste i holdet på baggrund af de observationer, de har gjort undervejs i kåringsforløbet. 

Ældre hingste til kåring
De 4-årige hingste skal springe en kendt, enkel bane to gange, og herefter beslutter avlsledelsen, om hingsten kan få bedækningstilladelse og adgang til en 20-dages afprøvning i efteråret. Består hingsten denne afprøvning, kommer den tilbage til hingstekåringen som 5-års for at blive endelig kåret. 

Når det sker, vil avlsledelsen udpege en fløjhingst i årgangen samt uddele den eftertragtede Elvin Rasmussens Vandrepokal til den bedste DV-hingst i holdet. Det foregår om torsdagen, og når hingstene er færdigkåret, kan de gå ind i præsentationsklasserne. 

Johnny Hansen ser frem til at gense hingstene ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning til marts, og han håber, at mange lægger vejen forbi og følger springhingstenes kåringsforløb. 

Copyright Ridehesten.com
Her ses hingsten Jupiter DWB springe en lille bane under kåringsforløbet. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Fakta
Kåring af springhingstene kort forklaret

Hold 1 (springhingste udtaget ved forbesigtigelse)

  • Frivillig ridetest (hvis der ikke er anmærkninger til rideligheden, vil godkendte hingste søndag blive tildelt 1 års avlsgodkendelse)
  • Fast bund
  • Første løsspringning
  • Anden løsspringning
  • Selektion, evt. tildeling af 1 års avlsgodkendelse og udnævnelse af præmiehingste

Hold 2a (4-års springhingste med 1-års avlsgodkendelse fra året før)

  • Fast bund
  • Springning med rytter (to klasser)
  • Selektion, evt. tildeling af 1 års forlængelse af avlsgodkendelsen

Hold 2b (5-års springhingste med bestået materialprøve)

  • Fast bund
  • Springning med rytter
  • Selektion og udnævnelse af fløjhingst samt modtager af Elvin Rasmussens Vandrepokal (bedste DV-registrerede hingst)

Hold 3 (5-års og ældre springhingste med bestået brugsprøve)

  • Fast bund
  • Springning med rytter
  • Selektion (der udpeges ingen fløjhingst)
Fold up

/DV Event. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner