Kathrine vandt på hest af egen avl

11-11-2022 22:57

Annika Knudsen Lorentsen

I dag har 65 ekvipager været til start ved egnethedstest i springning hos Ikast Rideklub, og det blev Kathrine Nielsen på en hest af egen avl der tog sejren 

Copyright Ridehesten.com
Kathrine Nielsen og Armani KN. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Et stort felt på hele 65 ekvipager deltog i dag i Dansk Varmblods egnethedstest i springning hos Ikast Rideklub. Bedømmelsen af de 4-årige heste stod dommerne Bo K. Møller og Johnny Hansen fra Dansk Varmblods avlsledelse for. 

Ved egnethedstesten rides der om kvalifikation til Dansk Varmblods Unghestechampionat, som afholdes årligt i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. De 40 bedste springheste sammenlagt fra de forskellige egnethedstest får en plads i Unghestechampionatet, og så bliver der ligeledes udtaget 10 reserve ekvipager, som der suppleres op af ved frafald. I springning har der været afholdt en egnethedstest på Stutteri Ask, mens der i næste uge afholdes en på Riders Cup, og det er dermed ikke endeligt afgjort, hvilke ekvipager der opnår kvalifikation. 

Copyright Ridehesten.com
Kathrine Nielsen og Armani KN. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Dagens bedste resultat blev leveret af Kathrine Nielsen med Armani KN e. Action Man Ask Z/ Casir Ask. Den velspringende Armani er avlet af rytteren selv, og opnåede i dag et 9-tal i kapacitet, 8,5 i både teknik og galop, samt et 8-tal i ridelighed. Samlet endte de med 850 point og dagens bedste præstation, og lovende takter frem mod en eventuel deltagelse i Unghestechampionatet 2023.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det er fedt at vinde på en hest man selv har avlet, tilredet og uddannet her til, fortalte Kathrine efter dagens sejr.

Næstbedste resultat opnåede Sashia Astrup Jensen med Senator e. Der Senaat 111/ Quiet Please (opdr. Jeannette Vangsøe), mens Charlotte Schreiber med Fabulous e. Casall/ Carano (opdr. Jeanette Revsbech) blev nr. 3. Begge opnåede 837,5, men andenplads gik til Senator, da han opnåede den bedste karakter i kapacitet på 8,5. 

Fjerdebedste resultat blev leveret af to ekvipager. Her var det Sabine Korfitz Christensen med Cute Z DWB e. Cicero Z/ Chacco-Blue (opdr. Familien Camitz v/Linus Camitz) og Konstantin Deeken Künnemann med Skavhøjs Cohen e. Cornet Obolensky/ Coronado (opdr. Frans Sunesen & Christel Krøyer). 

Resultat fra egnethedstest i Ikast. 

Ridehestens fotograf har været tilstede under hele klassen. Billederne vil være online i starten af næste uge.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen