Annika Knudsen Lorentsen
Henover fredag, lørdag og søndag har der været internationalt stævne på Flyinge i Sverige, hvor der har været mange danskere til start.
Allerede i fredags blev det til flere gode danske præstationer, herunder gode danske placeringer i den 1-stjernede Prix St. Georges, hvor Rune Willum med Dudley Pax e. Hesselhøj Donkey Boy/Sezuan 2 (opdr. Stutteri Pax) blev bedst placerede dansker på andenpladsen. Han opnåede 71,323 procent.
I dag var der igen 1-stjernet konkurrence på programmet, og denne gang skulle rytterne ride Intermediaire. Her var det Nadja Aaboe Sloth der i dag leverede den bedste danske præstation. Hun blev både nr. 3 og 4 i konkurrencen i sadlen på henholdsvis Bonita Gersdorf e. Foundation/Leandro og Satchmo e. Hesselhøj Donkey Boy/Blue Hors Future Cup (opdr. Erik Mølbak) i dagens konkurrence. Rune Willum og Dudley Pax blev i dag nr. 5.
Endnu en topplacering til Katrine Kraglund
I går blev Katrine Kraglund nr. 2 i sin første internationale Grand Prix og sin kun anden Grand Prix i karrieren. Det kan I læse om her. I dag skulle hun så ride sin første Grand Prix kür internationalt, og her blev det igen til en toppræstation i sadlen på den velgående hoppe Miss Holsteins Marikka e. Johnson TN/Florencio (opdr. Familien Holstein).
I dag blev den danske ekvipage placeret på andenpladsen, kun overgået af Rebecca Mauleon fra Sverige. Katrine og Miss Holsteins Marikka opnåede flotte 73,41 procent i dag, og der blev uddelt 8-taller for changementer og i en del af deres passagemomenter.
I samme klasse blev danske Michael Søgaard placeret som nr. 5 med Vegas Volt e. Blue Hors Veneziano/Don Gregory. De opnåede 71,17 procent.
Danske sejre til de unge ryttere
I både junior- og ungrytternes kür blev det til danske sejre her på stævnets afsluttende dag. Hos ungrytterne blev det Anna Have Larsen-Ledet der sikrede sejren med Finnigan-Vitz e. Franklin/Olympic Ferro (opdr. Lone Sørensen) med en score på 74,55 procent. I samme klasse blev Cornelia Munch Sinding nr. 3 i sadlen på Amarone Selsoe e. Lacroze Selsoe/Lagunas (opdr. Stutteri Selsø).
I juniorrytternes kür, var det Ida Bøllingtoft Asmussen med den 11-årige Gozzip (opdr. Bente Michaelsen) der sikrede sejren med 74,875 procent.
I samme klasse blev Sofie Aagaard Buur-Thomsen med Hodja Højris e. Don Olymbrio/Olympic Ferro (opdr. Betty Rasmussen) placeret som nr. 3.