Georgia Timmermann
Ridehesten har talt med springrytteren Natasja Kock Mogensen, som har været aktiv i sporten hele livet. Hun er blandt en af de ryttere med de mest stabile resultater i kampen om en plads på det danske hold til EM for veteraner i August 2026, men understreger, at meget kan nå at ske endnu. Først venter DM for Veteraner den 19.-21. juni i Bernstorffsparken, arrangeret af Sportsrideklubben, hvor sidste tilmelding er i dag på GO.
I 2023 var hun blandt de første danskere, der red EM for veteraner, hvor hun opnåede en individuel sjetteplads.
– Jeg havde ikke været med tidligere, fordi aldersgrænsen en overgang var 50 år. Da reglerne blev ændret til 45 år, var jeg gammel nok, griner Natasja sarkastisk mens hun fortæller hendes vej ind i hestelivet.
År 2024 blev det til en femteplads, blot 0,89 fejl fra en plads på podiet.
I 2025 skulle hun have redet sit tredje EM på Cooper e. Lord Z / Polydox, men kort før mesterskabet døde hesten af en hjerneblødning som 18-årig.
Natasja fandt vallakken Ravioli Di Cantero e. Casillas Van De Helle/ Nabab de Reve kælenavn Revi, fordi hendes egen rytter havde prøvet hesten.
– En måned inden EM for veteraner i Italien fandt jeg Revi hos Ulrich Gaarslev. En af mine ryttere havde prøvet ham tidligere, så jeg kendte lidt til hesten. Jeg prøvede ham selv, og jeg følte, at vi matchede godt, så jeg købte ham. Det var ikke den optimale forberedelse til EM, men jeg synes, vi fik meget ud af mesterskabet, selvom resultatet ikke blev, som jeg havde håbet. Vi lærte hinanden godt at kende ved sådan et stævne.
En hest med personlighed
Om Revi fortæller Natasja, at han var otte år og havde gået MA, inden hun fik ham:
– Revi er klog og egenrådig. Pludselig kan han synes, at noget ikke interesserer ham den dag. På to minutter har han taget gamacherne af på folden og lagt dem ved lågen. Han vil have alt ind i boksen, som han kan nå. Man kan gå med ham helt roligt, og så eksploderer han pludselig i et bukkespring.
Natasja føler, at både hun og Revi står et stærkt sted frem mod EM på hjemmebane i 2026.
– Jeg føler, at jeg har en rigtig god alder til at præstere godt til EM på hjemmebane i Bernstorffsparken. Jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at holde mig fit, og jeg laver gymnastik hver morgen. Siden sidste år har jeg arbejdet målrettet frem mod EM, beretter Natasja.
Revi bliver konditionstrænet med galop på marken og ekstra skridtture.
– Jeg rider ham ofte flere gange om dagen med let ridning. Jeg rider altid om morgenen. Jeg kan godt lide stilheden og alenetiden. Revi kan ikke lide walkeren, så derfor får han i stedet lidt ekstra ture i det fri. Han har en jernkondition, fortæller hun.
Bukkespringene har hun også lært at leve med.
– I starten var jeg ikke vild med dem, hverken når jeg gik med ham eller red på ham, men nu har jeg vænnet mig til det. Før lavede jeg en volte, når han gjorde det. Det gør jeg ikke længere. Jeg er heldigvis aldrig faldet af ham, griner Natasja mens hun fortæller videre om hendes kommende EM-hest.
Revi har samtidig vist sig som en særdeles stabil konkurrencehest.
– Han laver ikke fejl af sig selv. Hvis der kommer fejl, er det, fordi jeg ser forkert. Han er klog, modig og forsigtig. Selvom den anden hest, jeg havde, også var god, så vil Revi endnu mere gerne være fejlfri.
Hun har først for nylig arbejdet mere målrettet med fart.
– Til EM rider man efter metode C i første runde, så hvis man ikke er hurtig, er man allerede bagud fra start. Man skal kunne ride stærkt, fortæller Natasja.
Natasja glæder sig til at ride på græs.
– Jeg red på Hamburg Derby-banen tidligere i år, og det var en fed oplevelse. Jeg var også på kursus ved Jens Fredricson i Bernstorffsparken i sidste uge, så jeg har fået trænet en del på græs, beretter hun.
Hun ser især frem til stemningen ved mesterskabet.
– Det har været sjovt at ride EM de andre år, og det bliver endnu sjovere på hjemmebane. Det er et hyggeligt mesterskab. Folk er ambitiøse, men de bliver ikke skøre af at være til mesterskab. Der er et godt sammenhold mellem landene.
Samtidig er der udskrevet et CSI1*-stævne samme uge, så landene kan medbringe flere heste, og flere danskere får mulighed for at deltage. Læs mere om stævnet i artiklen her.
– Jeg ønsker, at flere vil ride Veteran-DM og EM. Det er megasjovt, og sammenholdet er fantastisk.
Opvokset med heste
– Min første pony, Poco, var en tyk lille Welsh Mountain, som jeg sprang på, så godt jeg nu kunne. Mine ben nåede ikke engang ned over sadelklapperne, og egentlig kunne den heller ikke springe. Jeg var kun fem år, da jeg fik Poco, fortæller Natasja.
Hendes mor var dressurrytter, mens hendes far var springrytter, begge på hobbyplan.
– Mine forældre red på Øresundskystens Rideklub. De blev skilt, da jeg var lille. Min mor rider ikke længere, men hun ser mig ride en gang imellem.
Privat har Natasja været gift med den samme mand i 15 år, og de har kendt hinanden i omkring 24 år.
– Vores søn er 22 år, og de har intet med heste at gøre. De accepterer det fuldstændigt, men de tager ikke med til stævner eller i stalden. Det fungerer godt, fordi man værdsætter tiden sammen, når man endelig har den.
Hun sætter pris på kontrasten mellem hesteverdenen og livet udenom heste.
Fællesskabet betyder alt
Mange af de ryttere, hun underviser, har hun fulgt gennem mange år.
– Nogle har jeg haft, siden de var ni år. I dag er nogle af dem over 30 og har selv børn og familie.
– Vi har et godt fællesskab og støtter og hjælper hinanden. Sådan skal det være. Vi spiser sammen, ser hinanden ride og hjælper hinanden i stalden. Hvis en har haft en dårlig tur på banen, opmuntrer vi hinanden. For mig betyder et godt sammenhold alt. At vi kan glæde os på hinandens vegne.
De værdier har hun med hjemmefra.
– Dem har jeg fra min mor. Jeg har været i miljøer, hvor det blev værdsat, at man behandler hinanden ordentligt. Det er meget vigtigere at være et ordentligt menneske end at vinde. Man skal være god ved dyr og mennesker. Man må gerne ville vinde, men for mig er en fejlfri runde en sejr.
Hun griner lidt af sine egne resultater.
– Jeg bliver nærmest aldrig nummer ét, men måske kan jeg blive det til et mesterskab med nok fejlfri runder. Revi er god til at være fejlfri.
Livet som rytter og træner
Natasja har arbejdet selvstændigt siden hun var 18 år.
–Jeg afsluttede folkeskolen og tog en HH, hvorefter jeg begyndte at ride og have mine egne heste, fortæller Natasja.
Tidligere havde hun fem konkurrenceheste og delte en stald sammen med en anden rytter.
Hun har blandt andet fået undervisning af beriderne Torben Suhr og Tom Gulaker.
– Jeg er meget ude til internationale stævner med mine ryttere, og her ser jeg trænere og ryttere og suger viden til mig. Jeg har i dag ikke behov for en fast træner. Jeg er god til selv at analysere, kigge video og rette ind.
I øjeblikket får hun sparring af Ulrich Gaarslev og sender af og til videoer til en italiensk træner.
– Ellers klarer jeg træningen selv, fortæller Natasja.
Dagen starter tidligt.
– Jeg står op hver morgen og laver morgengymnastik, drikker en kop te og rider om morgenen. Jeg nyder freden og roen. Hestene står opstaldet et andet sted, og jeg bor i et almindeligt hus.
– Jeg har aldrig prioriteret, at jeg skulle leve af at ride og undervise. Den dag jeg ikke synes, det er sjovt længere, så stopper jeg. Til gengæld prioriterer jeg kvalitetstid med familien. Især elsker vi ferier, fortæller Natasja.
Håber på en plads på holdet
Natasja håber snart, at holdet til EM bliver udtaget. Læs om hvem som udtager holdet her.
– Jeg håber, holdet bliver sat snart, så vi kan nå at blive rystet sammen over en middag. Et godt hold består af ryttere med stabile resultater i højden, som skal springes til EM, beretter Natasja.
Hvis hun kommer med på holdet, ved hun præcis, hvad hun kan bidrage med.
– God stemning. Jeg kan samle mennesker, skabe noget socialt og bidrage til en stærk holdånd.
Hendes højeste gennemførte klasse var 160 cm ved senior-DM i Bernstorffsparken i 2004.
– Det bliver fedt, hvis jeg skal ride derinde igen til Veteran-EM, fortæller hun.
Til sidst bliver hun spurgt, om der er noget, hun ville have gjort anderledes i livet.
– Jeg elsker mit liv. Hvis jeg skulle ændre noget, skulle det være at tage et halvt år som skiguide, da jeg var ung. Ellers har jeg ikke fortrudt noget i mit liv, afslutter Natasja.
Læs også om Christian Lønberg her, som ligeledes kæmper om en plads på holdet.
EM for veteraner er et springmesterskab, som afholdes hvert år. Det er åbent for ryttere over 45 år, der ikke har redet højere end 135 cm i året op til mesterskabet. På førstedagen rides der om holdmedaljen, mens de individuelle medaljer afgøres over to runder den efterfølgende dag. De 25 bedste ryttere fra holdkonkurrencen kvalificeres til finalen. Der springes 125 cm, altså svarende til MB1*